Skive Trav blev etableret i 1948 på dét areal, der i dag huser Skive Kaserne.
De første løb blev kørt på den ”gamle” bane søndag den 25. juli 1948 i overværelse af godt 10.000 tilskuere.
De første tilskuer facili -teter bestod af gamle barakker fra den nedlagte flygtninge lejr i Jegstrup, der var beliggende blot to km fra travbanen.
Skive Trav har en pragtfuld panorama restaurant, hvor der er plads til ca. 350 gæster. Hver løbsdag bydes der på stor carvery buffet, med adskillige slags kød
og et sandt overflødighedshorn af tilbehør. Med i buffet-prisen er også et overdådigt kagebord, hvor der altid mindst er 7-8 slags desserter at vælge imellem.
Skive Trav er også kendt for hesten Tarok.

Tarok  (1972-1981)  - Dannebrog på fire ben
Kunne man forestille sig 600 mennesker drage over Atlanterhavet for at se en hest løbe to et halvt minut på en travbane i USA.?
Nej, vel. Slet ikke i 1977, hvor det ikke var helt almindeligt og frem for alt heller ikke helt billigt for europæere at besøge det
nordamerikanske kontinent. Ikke desto mindre var det netop, hvad omtrent så mange småtossede danskere - alle var de bidt af én
gal travhest - gjorde, da nationens firbenede klenodie Tarok stillede til start i det uofficielle verdensmesterskab for travheste på
Roosevelt Raceway i staten New York. Den resterende del af befolkningen, ikke mindre bidte, blev hjemme for at høre løbet transmitteret direkte over radioen. Hverken før eller siden har danskerne været så optaget af ét navngivent dyr, og at hesten endnu
i dag huskes som "Dannebrog på fire ben" er en naturlig følge af den hysteriske nationalfølelse, der havde knyttet sig til hesten lige siden 1976. Dengang, som fireårig, satte Tarok den svenske verdensstjerne Wiretapper til vægs af to omgange i Charlottenlund Travbanes nyindstiftede internationale løb "N.J. Koster Memorial", i det ene tilfælde endda i ny europarekord for aldersklassen.
I begyndelsen af 1970'erne havde dansk travsport ellers befundet sig i en krise. Det var og blev en amatørsport. Tiltroen til sportens udøvere i almindelighed og til afviklingen af væddeløbene i særdeleshed var svindende, og der fattedes penge som aldrig før.
At travsportens redning, den 18. februar 1972, netop skulle fødes i en amatørstald, nærmere betegnet Stald Kima nær Skive,
blev derfor til skæbnens ironi, om end det givetvis også blev afgørende for hestens store popularitet. Måske Tarok var en af Morten Korchs røde heste - ikke kun billedligt talt. I hvert fald var han rød, med blis og aftegn på benene. Tarok var efter Pay Dirt,
en hingst efter Florican, hvis succes i dansk traveravl med tiden skulle blive historisk (fem derbyvindere taler deres eget sprog). Moderen var Tina Virup, en halvtovlig hoppe som manden bag Stald Kima, Karl Ingvard Laursen, i tidernes morgen havde følt sig til narret til at købe for 5.000 kroner. Tarok var hendes niende føl. Som alle andre af hendes afkom lå Tarok forkert, og det blev med hiv og sving, at Laursen og den tilstedeværende dyrlæge fik ham ud. At det ligefrem var en kommende verdensstjerne, de havde hjulpet til veje, havde de næppe forestillet sig, men føllet så godt ud og fejlede ikke noget. Måske den lille hingst alligevel kunne blive en trumf for Stald Kima, ligesom et af de 22 kort i det kortspil der gav navn til føllet. Fem år senere var berømmelsen for længst
en realitet. Kort før afrejsen til USA løb Tarok i Billund, og i timerne op til løbet havde færdelspolitiet set sig nødsaget til at anmode tilstrømmende travfans om at vende om. Indfaldsvejene til Billund var blokeret. Alle ville se Tarok, og den dag lykkedes det for
ca. 10.000 mennesker, halvt så mange som havde set hesten vinde derbyet året før, overlegent i ny rekord og for første gang i en gennemsnitlig kilometertid under ét minut og 20 sekunder for de tre kilometer. Og sådan var det bare, når Tarok løb. Om den vandt eller tabte, betød ikke det store. Selv de blå-gule havde overgivet sig. Først havde Tarok slået fænomenet Wiretapper, og senere på fireårssæsonen havde den på banen Jägersro i Malmö vundet over en anden af de svenske supertravere, den jævnaldrende Gay Frost. Hvad fodboldlandsholdet ikke kunne, formåede Tarok. Da hesten havde fejlet sine chancer bort i starten af Åby Store Pris i Göteborg i 1977, henvendte en svensker sig for at høre om mulighederne for at få Tarok at se på en anden svensk bane, og da Jørn Laursen, søn af Karl og i langt de fleste tilfælde kusken bag Tarok, havde ønsket at gøre sig bekendt med, hvem Tarok i givet fald skulle møde, havde svenskeren betroet ham, at de skam ikke ønskede at se hesten i løb. De ville bare se den. Et sulkyuheld i et løb før derbyet havde ellers tidligere sat en kile i Taroks ellers så imponerende sejrsrække, først 15 sejre i træk - og derpå 17.
Uden uheldet var det blevet til historiske 33 sejre i træk! Hesten forekom i den periode uovervindelig, og Tarok blev også altid en af den slags, som de fleste kun får lov at drømme om. Hingsten ikke alene ville selv - den kunne også selv. Karl Laursen gjorde engang
den bemærkning, at den eneste grund til, at han endnu bad sin søn sætte sig op bag Tarok, var den, at reglerne foreskrev, at der skulle sidde en mand i vognen under hele løbet. Måske sagt i kådhed, men dog ikke helt uden fornemmelse for, hvor selvstændig og selvbevidst Tarok var. I rampelyset tog hesten selvsikkert imod tilråbene og de mange klappende hænder, lige som den nød den megen virak, når børn som voksne ville så tæt på som muligt. Og vel hjemme igen forstod Tarok også selv at give besked. Havde hingsten vundet, gjorde den, til ære for sine stald -kammerater, sejrsdans på gårdspladsen. Havde den tabt, luskede den derimod stille ind i sin boks, gemte sig for en tid, så godt den kunne. I en vis forstand havde Tarok måske også grund til at påtage sig en del af ansvaret, i medgang og i modgang, for hesten var opdrættet og blev trænet som dét, den var, en naturtraver. Lige siden sin allerførste start som tre-årig løb den allerhelst "barbenet", ingen sko og intet kunstigt udstyr til at hjælpe og korrigere på gangarten, og familien Laursen holdt desuden på, at den ikke skulle løbe på vitaminer og særlige præparater, om så de var nok så godkendte af dopingmyndighederne. Da Tarok blev bragt til start på Roosevelt Raceway, tilstod de heller ikke dyrlæge Hans Schougaard nogen mulighed for at excellere. De satte deres ubetingede lid til hestens eminente stofskifte og usædvanlige lungekapacitet, og den veterinære ekspertise bød de i stedet konservesmad og en sovepose, så han kunne overnatte i stalden sammen med kusken - nå, ja, og så Tarok, naturligvis.
Det var ikke den amerikanske drøm. Men vist var det den danske. Hvem vandt verdensmesterskabet? Ja, Delfo hed hesten vist, en italiensk traver der kunne takke guderne for en omdiskuteret omstart, som betød, at den, i den gældende start, blev sluppet ubesværet til spids, hvorfra den defilerede sejren hjem på lette fjed. Hvem tog spids i den ugyldige start? Gæt selv. Og gæt, hvem der havde vundet, hvis ikke dommerne havde ringet om.Hestesportsinteresserede danskere kan uden tvivl svare rigtigt, lige som
en og anden fortsat nægter at tale om verdens hurtigste travhest - Tarok endte dengang i det slagne felt som nummer seks -
langt hellere taler man om den bedste, den mest karismatiske, den rareste, den godmodigste. Tarok døde af den frygtede Baron-Gruff-syge, i dag også kendt som Tarok-sygen. Den triste begivenhed i januar 1981 prægede alle avisforsider i landet, og den nationale sorg var af et sådant omfang, at kun de allerfærreste dødsfald blandt mennesker afføder de samme reaktioner. Mange vil endnu i dag vide, at en liter A-38 kunne have reddet hestens liv, men sådan er der så meget. Dansk hestesport mistede sit flagskib, og dansk travsport - ja, sandsynligvis hele travverdenen - mistede en enestående mulighed for at holde rigtig liv i en af traveravlens ældste hingstelinier, Florican-Axworthy-linien. Trods sølle 32 afkom nåede den røde hingst at udmærke sig som en suveræn beskeler -
heste som Farokken, Gloria GT og Hot Trot Ting vidner herom - og endnu i dag må Tarok anses for den måske allerbedste morfar, man har kunnet tænke sig på disse breddegrader. Tarok ligger begravet på Stald Kimas jordarealer, ved en høj i den fold, der var hans ganske egen. Ikke langt derfra, på en kirkegård, ligger opdrætteren, Karl Laursen. Han døde i 1995, måske mæt af dage,
men næppe mæt af travsport.     Ingen blev nogensinde mætte af at se på Tarok.

Kluge Hans  (1895-?) - en firbenet begavelse
Påvirket af en stærk cirkustradition, men også som følge af en vital interesse for adfærdspsykologi forsøgte en gruppe tyskere lige før forrige århundredeskifte
at træne deres dyr til at fremvise menneskelig intelligens. Blandt disse ihærdige var matematiklæreren Wilhelm von Osten, som udså sig en kat, en bjørn og en hest til sine eksperimenter. Mens katten virkede ligeglad og bjørnen ligefrem fjendtlig, så gjorde araberhingsten Hans, snart kendt som Kluge Hans, store og lovende fremskridt. I virkeligheden havde der været tale om flere heste. "Elberfeldhestene" blev de kaldt, efter det område i Tyskland (nu i nærheden af Wuppertal), hvor de blev trænet. Von Osten trænede først Hans I og siden hen Hans II, og i virkeligheden var det den anden, født 1895, der skulle tiltrække sig mest opmærksomhed, eftersom det var den, der til sidst blev udsat for nøjere og, skulle det vise sig, fældende granskning af en ekstern iagttager. Det hele var begyndt beskedent. Von Osten havde kunnet få Kluge Hans til at trampe tre gange i jorden, hvis han pegede på et tretal på en tavle. "Tap-tap-tap" lød svaret. Denne øvelse kunne hesten gentage med tal op til ti. Opmuntret af succesen pressede von Osten sin elev yderligere, og stundom kunne Kluge Hans svare korrekt på enkle aritmetiske opgaver, der blandt andet inkluderede de simpleste brøker og kvadratrødder. Snart blev hesten også i stand til at stave, således at ét tramp svarede til et "A", to til et "B" og så fremdeles. Kluge Hans formåede at stave navnene på mennesker, den kendte, og blev også i stand til at trampe klokken. Der var stor virak omkring Kluge Hans. Folk var imponerede. Men der
var også skeptikere. Blandt andet under indtryk af en forsidehistorie i New York Times anmodede man fra officielt tysk hold om, at man kunne få lov til at foretage en uafhængig undersøgelse af Kluge Hans’ egenskaber. Von Osten indvilligede uden betænkeligheder. Han troede på sin hest. Den såkaldte Hans-Kommission blev nedsat. Den bestod af mennesker med mere eller mindre videnskabelige forkundskaber, blandt andre to zoologer, en psykolog, en berider, flere skolelærere og en cirkus domptør. Kommissionen konkluderede foreløbig i 1904, at Kluge Hans besad en virkelig intelligens. Man havde ikke kunnet påvise noget påfaldende, hverken snyd eller billige tricks. Og alligevel stillede kommissionen sig ikke helt tilfreds. Man valgte at lade emnet gå videre til Oskar Pfungst, en psykolog med visse ideer til, hvorledes mysteriet - for der måtte være tale om et mysterium! - kunne opklares. Pfungst lod et telt rejse, for at undersøgelsen/undervisningen kunne finde sted uafhængigt at omgivelserne, og nu kom der skred i opklaringen. Som forventet svarede Kluge Hans godt for sig, når spørgsmålene under normale forhold blev stillet af ejeren von Osten. Men når spørgeren blev bedt om at stille sig længere væk fra hesten, faldt præcisionen markant, dog uden helt at forsvinde. Værre blev det, hvis udspørgeren ikke selv kendte det rigtige svar eller subsidiært skulle stå helt afsondret fra hesten. I disse tilfælde kunne Kluge Hans ikke længere svare på noget som helst. Hestens evner måtte med andre ord bero alene på kontakten med det menneske, der stillede spørgsmålene. Pfungst iagttog i stedet samspillet mellem menneske og hest og mente at kunne konkludere, at hesten responderede på menneskets ubevidste tilbøjelighed til at afsløre det rigtige svar. Når antallet af tramp var oppe på det rigtige, kunne velbehagelige folder i ansigtet brede sig, og Kluge Hans kunne tage det som et tegn på, at opgaven var udført. Endskønt der således aldrig var tale om en intelligent hest i traditionel forstand, så gav Pfungsts undersøgelser ophav til en indsigt i, hvorledes heste kan være nogle af de dyr, der har et særligt blik for kropssproget, måske som et naturligt led i deres almindelige interageren med artsfæller. Den subliminale forbindelse mellem dyr og menneske, der således havde vist sin afgørende indflydelse, skulle med Oskar Pfungsts mellemkomst blive kendt som Kluge Hans-effekten, og den var en af flere grunde til, at man overalt i videnskaben fremover forstod at praktisere såkaldt "dobbelt blinde-forsøg", hvor man altid sikrede sig, at hverken forsøgsleder eller forsøgsdyr/person kunne kende til et forsøgs rette sammenhæng. Det skulle med tiden vælte adskillige videnskabelige dogmer og skulle også vise sig at have stor betydning i træningen af dyr i menneskets tjeneste,
ikke mindst af sporhunde. Hvorom alting var, så var Kluge Hans altså alligevel ikke den smarte hest, den først blev regnet for,
men med dens fine fornemmelse for uforsætligt kropssprog ville den alle dage utvivlsomt have været en pokkers god pokerspiller.

Hvornår var din hest sidst ved vandet? Salling byder på et utroligt smukt landskab langs fjorden: flot bakkelandskab,
nyplantet skov, søer og moser, marker, 200 år gammel bøgeskov og ridning langs fjorden. Ved stor velvilje fra områdets lodsejere
er der skabt mulighed for at heste og ryttere kan færdes på private veje og marker - kun enkelte veje skal krydses på ruten.
Vis hensyn på ruten - respekter lodsejernes afgrøder og privatliv. Stadig flere får øjnene op for glæden ved at færdes i naturen på hesteryg – ikke mindst børn og unge, der lærer at ride, ser frem til den dag, hvor deres færdigheder skal afprøves på en ”rigtig skovtur”. Men også de mere rutinerede konkurrence-rytterne ved, at det er en gavnlig afveksling at give deres hest en fridag i skoven ind i mellem. For de, der kommer ude fra og har lyst til at benytte rideruten over flere dage og måske udforske egnens seværdigheder,
er der mulighed for overnatning i shelter. Turistkontoret er gerne behjælpelig med overnatnings- og opstaldningsforslag.

Flæbehoppen  (ca. 1801-?) - ingen vidste, hvor den kom fra
I dag tillader historien os i hvert fald at tale om tre egentlige, grundfæstede danske hesteracer: Frederiksborghesten er den ene, den jyske hest den anden –
og knabstrupperen den tredje. At sidstnævnte race blev til, skyldtes i særdeleshed Flæbehoppen, en hoppe der oprindelig var bragt til landet i det herrens år 1808 af en spansk infanteribataljon. Infanteribataljonen havde været holdt an af de danske myndigheder og blev over Kalundborg ledsaget til Tyskland.
I Holbæk havde en dansk købmand holdt en afskedsfest for de spanske officerer. En løjtnant havde antagelig tilkendegivet, at han kunne undvære sit ridedyr, en hoppe, og en slagter Flæbe fra egnen endte med at overtage den hest, som med tiden skulle kendes på hans navn. Hoppen var stikkelhåret, men blev ellers karakteriseret som en ædel og smuk zobelfuchs med hvid manke og hale, og så havde den - ganske afgørende - små runde, hvide pletter hist og her på kroppen
og dertil nogle brunrøde pletter på partiet omkring lænden. Flæbehoppens brogede lød og i særdeleshed pletterne skulle siden vise sig også at tiltale major Villars Lunn, som fire år senere købte hoppen af slagteren. Ved begyndelsen af 1800-tallet havde majoren, bosiddende i Knabstrup ved Holbæk, udviklet en forkærlighed for en isabellagul stodhingst på det nærliggende Løvenborg-stutteri. Hingstens afkom blev gerne ædle, men også små og fine, og dertil fik de
ikke sjældent en højst aparte kulør. Størrelsen på afkommene var majoren ikke tilfreds med, derimod var han glad for deres brogede særpræg, og han havde utvivlsomt haft i sine tanker, at Flæbehoppen, som i arbejde havde demonstreret usædvanlig robusthed og styrke, netop kunne give sine afkom det mere fylde, uden at det skulle gå ud over deres ydre i øvrigt. At han intet kendte til Flæbehoppens herkomst, endsige de arvelige dispositioner, den firbenede måtte have båret på, var tilsyneladende ikke nogen hindring, og det blev år senere i stedet op til majorens søn, proprietær W. Lunn, at spekulere derover. Således skriver denne i en artikel trykt i "Tidskrift for Veterienáirer" fra 1855: "Det er nu efter saa mange Aars forløb umueligt at paavise denne Hoppes Herkomst; den kunde være af spansk Blod; det er i al Fald intet Beviis herimod, naar man gør den Indvending, at Spaniernerne rede udelukkende paa Hingste, at de trende Cavallerie-Regimenter: Willavisosa o.s.v.; som blev tagne til Fange i Fyen og udskibede i Nyeborg, kun havde Hingste; thi ligesaa gjerne som Chefen for
det Infanterie-Regiment i Roeskilde selv kunde kjøre i en Phaeton trukken af 4 Mulddyr, ligesaa kunde hans Adjudant ride paa en Hoppe af spansk Race. Flæbehoppen kunde gjerne være fra Meklenborg, hvor Spanierne opholdt dem i længere Tid, inden de kom ind i Danmark; ja, den kan ogsaa, hvad der vistnok
er det rigtigste, være af engelsk Blod, da den var af en ædel og constant Race, hvilket viser sig i dens Afkom, som endnu i 4de og 5te Led bevarer det Eiendommelige i Farven."  I sine erindringer havde faren, Villars Lunn, allerede da fortalt om en hændelse i 1816. Ved en arbejdsulykke havde han brækket benet, og man måtte i al hast skaffe en læge. En karl drog rask af sted bag et tospand, der stod på gårdspladsen. Lægen var dog ikke sådan at finde, og først efter en køretur på 30 kilometer (tilbagelagt på en time og tre kvarter) havde man fået en Dr. Reinhardt bragt til Knabstrupgård. Den ene af de to heste i forspandet blev ved udrykningen ødelagt for bestandig. Den anden, Flæbehoppen, arbejdede igen dagen efter, som om ingenting var hændt. Jovist, det var en prægtig hoppe, der var blevet opstaldet på Knabstrupgård, og Villars Lunn var sikkert godt tilfreds med at vide, at Flæbehoppen allerede nogle år forinden havde bragt sit første føl til verden. Ligesom andre af hans hopper var hun nemlig blevet ført til Løvenborgs isabellagule hingst, og føllet, som fik navnet Flæbehingsten, antog med tiden en endnu mere karakteristisk plettet og skimlet lød, efter sigende med hen ved 20 farvenuancer i alt. Flæbehingsten var
desuden udstyret med en god overlinie samt en let og kraftig bevægelse, som mindede om de nært beslægtede heste fra det kongelige Frederiksborg-stutteri (hvorfra Løvenborg-stutteriet havde erhvervet sig faren, altså den isabellagule hingst). Hvad angik den plettede lød demonstrede Flæbehingsten en betydelig avlskraft, og gennem sin søn Mikkel og dennes søn, Unge Mikkel, kom den - og dermed også Flæbehoppen - til at præge knabstrupperavlen i mange år.
Indavlen blev dog udtalt, og avlen med de oprindelige knabstruppere blev næsten så kortvarig, at den i adskillige år stod i fare for at ende som et kuriosum
i hesteavlens verdenshistorie. Navnlig efter et uvejr i 1891, hvor lynet slog ned i den stråtækte stald på Knabstrupgård, blev avlen sat så meget tilbage -
22 avlsdyr døde - at det næsten regnes for et mirakel, at det moderne knabstrupperblod endnu kan føres tilbage til Flæbehoppen og de allernærmeste slægtninge. I dag arbejder man med tre hingstelinier i den retablerede knabstrupperavl. Af disse er det dog kun hingstelinien Hermolin, som med sikkerhed kan føres tilbage til de oprindelige knabstruppere. Mange avlspapirer er undertiden blevet udstedt på formodninger, og så meget nyt blod - ikke mindst fra spanske appaloosahingste - er stødt til, at der hersker megen usikkerhed om de egentlige familiemæssige relationer. Alt taler således for, at den moderne og nu atter meget populære knabstrupper også for eftertiden vil være en broget hest med en broget historie, nøjagtig som stammoren, først slagter Flæbes og derpå Villars Lunns lykkekøb. Flæbehoppens egentlige fødselsår kan vi kun regne os frem til. Ved arbejdsulykken i 1816 skulle Flæbehoppen have været ca. 15 år gammel, og i så fald har hendes fødselsår været ca. 1801. Der vides derimod intet om, hvornår hun døde. Det eneste, vi ved med sikkerhed, er, at hun fik sit tredje og sidste afkom, et rødskimlet hoppeføl navngivet Flæben nr. 2, i 1819, altså i en alder af ca. 18 år. At knabstruppernes stammor skulle være død ikke længe efter, tør vi dog ikke holde på, da det i forvejen ikke ville være unaturligt for en hoppe i den alder at ophøre med at bringe føl til verden.
Det må alt i alt stå hen i det uvisse.