Slaget ved Visby fandt sted på Gotland den 27. juli 1361 og var et af de blodigste slag i nordisk historie rettet mod bonde befolkningen af en professionel hær. Under ledelse af den danske konge Valdemar Atterdag besejrede og udryddede en dansk hær al modstand uden for Visby's bymure

og op imod 1800 af de omkring 2000 mænd i den gotlandske bondehær

blev dræbt. Gotlands befolkning var i forvejen splittet. Bønderne, som primært var svenskere, var velhavende folk for deres tid og tjente godt på handelen med Rusland og de baltiske lande. Men endnu rigere var købmæn -dene og borgerne i hanse staden Visby som var befolket af både svenskere, danskere og russere, men først og fremmest af indvandrede tyskere. Bønder og borgere kom ikke altid lige godt ud af det med hinanden. Visbys

10 meter høje mure blev således mest bygget for at byen kunne forsvare sig mod bønderne, og de stærkeste forsvarsværker vendte mod land, ikke mod havet. Da danskerne kom til syne ved Visby, kunne borgerne stå på murene og se en håbløs kamp tage sin begyndelse. En hastigt forsamlet bondehær stod klar uden for portene for at forsvare øen – muligvis søgte de endda ligefrem beskyttelse inden for murene, men blev nægtet at komme ind. De var klædt i gamle slidte rustninger og bevæbnet med hvad der var for hånden da der blev kaldt til våben. Mange af dem var gamle, børn eller krøblinge. Ved Visby, langs østmuren mellem østporten og byporten, havde bondehæren samlet sig med mellem 1.800 og 2.000 mand for at forsvare byen. Den havde syv porte i en stærk mur som dog flere steder ikke var bygget færdig. Folk fra det sydlige Gotland blev placeret mod nord,

mens folk fra nordsiden måtte forsvare de sydlige porte og på midten omkring hovedporten og østporten stod størstedelen af bondehæren

bag en vold.

Margrete 1. Rødding

Valdemar 4 Atterdag´s slægt

Gift med: Helvig

Far: Christoffer 2.

Mor: Euphemia af Pommern

Farfar: Erik 5. Klipping

Farmor: Agnes af Brandenburg

Morfar: Bugislaw IV af Pommern

Børn: Christoffer, Ingeborg

og Margrethe 1

Biografi: Jeg begynder med Valdemar, Margrete den Første´s far.. Født: ca. 1320 Død: 1375

Da Valdemar 4. blev konge, afsluttedes en periode på 8 år, hvor Danmark havde været på fremmede hænder

og uden konge. Det var dog et ganske lille rige den unge Valdemar overtog. Han blev nemlig konge med ret til at indløse de pantsatte dele af riget og havde til at begynde med kun den nordligste del af Nørrejylland.

Til gengæld var han en driftig herre og fik i løbet af 6 år hele riget undtagen Skåne tilbage. Metoden var lige dele diplomati og vold, og han var bestemt ikke elsket af alle. Mange så ham som en hensynsløs krigsherre,

der udnyttede sine undersåtter til det yderste. Også udadtil fik Valdemar mange fjender, og i kraft af dette var han ved at sætte det hele over styr igen. Både holstener, hanseatere og svenskere vendte sig mod ham,

og han havde faktisk mistet det hele, indtil det danske rigsråd kom ham til undsætning. Ved hjælp af en separat fredsaftale med Hansestæderne fik de skaffet Valdemar så meget luft, at han kunne redde situationen med skindet på næsen. I den nationale historieskrivning er Valdemar dog blevet husket som den, der genrejste landet,

og på den måde hører han til historiens folkekære konger.

Sallings.dk

Min interesse for Margrete 1., der var datter af Valdemar Atterdag skyldes, at hun havde Johan Skarpenberg, der ejede Spøttrup Borg, som ridder og jeg tror på, at de havde et varmt forhold.  Som 10-årig blev hun gift med kong Håkon 6. af Norge, der var 24 år. Johan giftede sig også, men han og dronningen tilbragte mange år sammen i deres arbejde for at styre Danmark. Margretes officielle titel var aldrig dronning af Danmark, men "fuldmægtig frue og husbonde og Danmarks riges formynder", til hendes mindreårige søn Oluf kunne blive konge. Mens Oluf var "mindreårig konge", var hun hans formynder og regerede på hans vegne. Da Oluf døde som 16-årig i 1387, valgte Rigsrådet Margrete til regent . Da var hele Norden i hendes magt; med Norge fulgte Island, Færøerne og Grønland, og med Sverige fulgte Finland.

My interest in the first Margaret, the daughter of Valdemar Atterdag because she had Johan Skarpenberg, who owned Spøttrup Borg, Knight and I believe that they had a warm relationship. As a 10-year-old she was married to King Haakon 6th of Norway, who was 24 years. Johan married too, but he and the queen spent many years together in their work to rule Denmark. Margaret's official title was never Queen of Denmark, but "Head wife and husband and the Danish kingdom's guardian" for her underage son Oluf could become king. While Oluf was "minor king", she was his guardian and ruled on his behalf. When Oluf died as 16-year-old in 1387, elected to the National Council Margaret regent. As was the entire North in her power; with Norway came Iceland, the Faroe Islands and Greenland, and Sweden followed Finland.

Mein Interesse an der ersten Margaret, die Tochter von Valdemar Atterdag denn sie hatte Johan Berg Sharp, der Spøttrup Borg gehört, Knight und

Ich glaube, dass sie ein herzliches Verhältnis hatte. Als 10-Jährige wurde sie von König Haakon 6. verheiratet von Norwegen, der war 24 Jahre. Johan verheiratet, aber er und die Königin verbrachte viele Jahre zusammen in ihrer Arbeit nach Dänemark Regel. Margaret offizielle Titel war nie Königin von Dänemark, sondern "Head Frau und Mann und des dänischen Königreichs Vormund" für ihren minderjährigen Sohn Oluf könnte König werden. Während Oluf war "kleiner König", war sie sein Vormund und regierte in seinem Namen. Wenn Oluf als 16-Jährige starb in 1387, dem Nationalrat Margaret Regenten gewählt. Wie wurde die gesamte Nord in ihrer Macht; mit Norwegen kam Island, den Färöer Inseln und Grönland und Schweden folgten Finnland.

Mon intérêt dans la Margaret première fois, la fille de Valdemar Atterdag parce qu'elle avait Johan Berg Sharp, qui appartient Spøttrup Borg, Knight et

Je crois qu'ils avaient une relation chaleureuse. En 10 ans, elle était mariée au roi Haakon sixième de la Norvège, qui était de 24 ans. Johan épousa aussi, mais lui et la reine a passé plusieurs années ensemble dans leur travail à la règle du Danemark. Le titre officiel de Margaret n'a jamais été la reine du Danemark, mais «femme chef et son mari et le tuteur danoises royaume" pour son fils mineur Oluf pouvait devenir roi. Bien Oluf était "roi mineur", elle a été son tuteur et a statué en sa faveur. Lorsque Oluf décédé à 16 ans en 1387, élu au Conseil national de la régente Marguerite. Comme ce fut tout le Nord est en son pouvoir, avec la Norvège est venu en Islande, les îles Féroé et le Groenland, la Finlande et la Suède a suivi.

Margrete den Første - mest om hendes far

Byerne ved Skive Margrete 1.
Da Valdemar Atterdag blev konge 1340 eksisterede Danmark praktisk taget ikke som selvstændigt rige - det meste af landet var solgt eller pantsat til en række tyske grever og der havde naturligvis været uro i mange år. Ved hjælp af penge, listige aftaler og regulær våbenmagt lykkedes det dog efterhånden for Valdemar at få kontrol over Danmark igen og skabe ro i landet. Men omkostningerne havde været store. Pengene kunne kun skaffes gennem højere skatter og den megen ufred med tvungen krigstjeneste havde yderligere forringet bøndernes muligheder for at skaffe de nødvendige penge. Så friheden kostede dyrt
og Valdemar var ikke ligefrem populær i befolkningen. Samtidig var en pest epidemi - Den Sorte Død - draget hærgende gennem Europa og havde udslettet omkring en tredjedel af befolkningen, så Danmark var på mange måder et rige, der var bombet tilbage til "år 0 . Men de danske stormænd fik det bedre,
så de var glade for Valdemar. Det lykkedes bl.a. kong Valdemar at få de frugtbare og rige landsdele Skåne, Halland og Blekinge tilbage. De var tidligere blevet solgt til den svenske konge Magnus Eriksøn.
Valdemar Atterdag's ambition var at gøre riget lige så mægtigt, som det havde været i vikingetiden.
Valdemar angriber Öland og Gotland.
 I sommeren 1361 sejlede Valdemar med en stor flåde ind i Østersøen og erobrede Öland uden det kom til kamp. Derefter vendte han sig mod Gotland med den rige og vel befæstede handelsby Visby. Da Valdemar's tropper den 27. juli strømmede i land, flygtede bønderne mod Visby's beskyttende ringmure. Med generationers uoverensstemmelser og indbyrdes stridigheder om handelen med udlandet betød nu, at Visby's borgere simpelthen smækkede byportene i og overlod bønderne til deres grusomme skæbne mod danskernes moderne og veludrustede hær. Hen på eftermiddagen var det forbi. Efter et forfærdeligt blodbad lå tusindvis af lemlæstede lig foran Visby's ringmure - Gotlands bønder havde aldrig haft en chance. De mange lig måtte straks i jorden, inden sommer varmen fik dem til at lugte og tiltrak fluer og dyr, som kunne sprede farlige sygdomme. Efter den knusende sejr, som Visby's borgere havde kunnet følge fra murene, regnede Valdemar med, at nu var byen åben for ham. Men Visby var en særdeles stærk fæstning og en belejring ville kunne trække ud i måneder. Men for at afværge en storm på byen og en eventuel belejring tilbød Visby's bystyre at gå ind under Valdemar's beskyttelse. Herved kunne de bevare en stor del af selvstyre og stadig kontrollere handelen, selvom danskerne formelt herskede over byen. Valdemar accepterede forslaget og rykkede ind i byen. Men vel indenfor murene befalede han byens borgere at fylde tre store vinfade med kostbarheder på byens torv som en brandskat i stedet for det krigsbytte, han ville have fået, hvis han havde erobret byen med magt. Kontrol over Gotland og Visby betød samtidig kontrol over handelen i Østersøen. Det vidste Valdemar og det vidste Hanse købmæn -dene også! Tyskerne havde grundlagt en række handelsbyer ved Østersøens kyst. Byerne havde sluttet sig sammen i et forbund- Hanseforbundet eller Hansaén. Hanse-byerne aftalte, hvilke varer de hver især måtte handle med og de delte handels områderne imellem sig. På den måde undgik de at konkurrere med hinanden. I 1300-tallet stod Hansaén for det meste af handelen i Nord Europa og byerne var meget rige. Hanse-købmændene havde støttet Valdemar i hans bestræbelser på at samle Danmark igen. Det var der to grunde til.
For det første var de interesserede i stabile forhold omkring Østersøen af hensyn til handelen. Desuden skulle de have kongens tilladelse til at drive handel og efterhånden som Valdemar's succes voksede, syntes han at være den rette at bakke op - ikke mindst fordi han havde været rimelig med hensyn til de afgifter, han afkrævede til gengæld. Lige indtil erobringen af Visby..
Hvis Valdemar blev for stærk, ville afgifterne måske stige
og det bekymrede naturligvis Hanse-købmændene.

Slaget ved Visby fandt sted på Gotland den 27. juli 1361 og var et af de blodigste slag i nordisk historie rettet mod bondebefolkningen af en professionel hær. Under ledelse af den danske konge Valdemar Atterdag besejrede og udryddede en dansk hær al modstand uden for Visbys bymure, og op imod 1800 af de omkring 2000 mænd i den gotlandske bondehær blev dræbt. Maleri:Carl Gustaf Hellqvist 1882

Krig mod Danmark
 Da nu svenskerne var optaget af deres, benyttede Hanse-byerne sig af chancen til at vende sig mod Valdemar og hans voksende magt på handelsområdet. De sluttede forbund med Albrecht's far, Hertugen af Mecklenburg og de holstenske grever og sammen erklærede de så krig mod Danmark i 1364. Det blev en underlig affære, som nærmest sluttede uafgjort efter 5 års strid. I begyndelsen så det sort ud for Danmark: fjenden erobrede København og de vigtigste byer langs Øresund.
Men så erfarede Hansa'en, at at hertugen og de holstenske grever havde lavet en hemmelig aftale om at dele Danmark mellem sig, når de havde vundet krigen. Hertugen af Mecklenburg skulle have Sjælland og med sønnen som konge af Sverige var det jo en fed forretning! Alt for fed, mente man blandt Hanse-købmændene. Hvis hertugens familie fik så megen magt, var man jo lige vidt.
Næ, Danmark måtte ikke deles og derfor sluttede Hansa'en fred med Valdemar, mod at han gav
dem handelsrettighederne i Øresund i 15 år. Uden pengene fra Hansa'en kunne hertugen
og greverne ikke vinde krigen og de sluttede derfor også fred uden at have fået noget ud af det.
 Kong Magnus i fangenskab.
 Øret efter kong Valdemar's fredsslutning med Hansa'en forsøgte den svenske kong Magnus
og hans søn Håkon (Margrete's mand) at overtage magten i Sverige igen. Det mislykkedes og Magnus Erikssøn blev taget til fange af Albrecht og først efter syv års forløb lykkedes det Håkon at få sin far løsladt og bragt ham til Norge. I vinteren 1374 døde Magnus Erikssøn efter at være blevet kastet over bord under en sejlads. - Året efter -i 1375- døde også Valdemar Atterdag.
Efter tidens skik skulle kongens ældste søn så vælges til konge, men han -Christoffer- var allerede død i 1363. Derfor var der åbnet for, at andre kunne gøre krav på den danske krone. Hertugen af Mecklenburg meldte sig. Han var nemlig barnebarn til Valdemar (hans mor var Valdemar's ældste datter Ingeborg- Margrete's storesøster). Da hertugen samtidig var far til Albrecht, der regerede i Sverige, så ville resultatet have været det samme, som hvis Valdemar havde tabt krigen mod Hansa'en og de holstenske hertuger: Mecklenburgerne ville få magten i hele Østersøen og det kunne Hansa'en ikke acceptere!  Derfor valgte man til konge i Danmark Oluf, søn af Margrete og Håkon og barnebarn af Valdemar Atterdag (altså lige som hertugen, men politisk ikke så farlig for Hansa'en). Problemet var bare, at Oluf kun var fem år gammel. Så derfor måtte hans mor regere for ham - og på den måde træder dronning Margrete for alvor ind på scenen:
dronning i Norge og fungerende regent i Danmark - og det i en alder af 22 år.
Barnedronningen Margrete.
 Nu går vi tolv år tilbage i tiden, til foråret 1363. Håkon og Margrete har lige giftet sig.
Men i begyndelsen levede de ikke som mand og kone. Margrete var jo ved vielsen en lille pige på 10 år, Håkon havde  - som nævnt - travlt med at forsøge at befri sin far, Magnus Eriksøn, fra Albrecht's fængsel og endnu legede Margrete helst med sine dukker. Margrete blev opdraget af den hellige Birgittes datter, Märta og hendes bedste kammerat var Märta's datter Ingegerd. Begge piger blev opdraget i streng kristen tro og endnu anede ingen, at Margrete om kort tid ville blive Nordens mægtigste kvinde. Da Margrete var 16 år flyttede hun til Akershus ved Oslo for at bo hos sin mand
på slottet der, men det var ikke meget hun så til ham. Håkon var konstant på rejse, så Margrete måtte styre og indrette Akershus. Det gjorde hende selvstændig og lærte hende at tage ansvar - noget hun senere skulle få god brug for. At være dronning i 1300-tallet var ikke et liv i sus og dus.
Der er bevaret et enkelt brev fra Margrete til hendes mand, hvor hun klager over manglen på mad
og drikke. Hun frygter, at tjenestefolkene vil rejse deres vej og beder Håkon om at lave en aftale med
en købmand, så hun kan købe på kredit. Vi kender ikke svaret, da Håkon's brev ikke er bevaret.
Men lidt må Håkon dog have været hjemme, for i 1370 fødte Margrete sønnen Oluf.
Allerede fem år senere dør Valdemar og yderligere 5 år senere, i 1380, dør Håkon.
Så pludselig er Oluf konge over Danmark og Norge i en alder af 10 år - med sin mor som regent.
 Flere penge i kassen.
 Som vi hørte, var Margrete en fattig regent. Det var først og fremmest de danske stormænd,
der sad på flæsket. De skulle ikke betale skat til kongen, så efterhånden som de overtog mere
og mere jord, kom der mindre og mindre ind i skat. Der var blot den hage ved det, at jord, der var skattepligtig - altså oprindeligt ejet af kongen - ikke kunne overtages af stor-mændene.
Det vidste Margrete og hun begyndte at undersøge de mange jordoverdragelser. Hvis papirerne
ikke var i orden, blev jorden beslaglagt og igen overført til kronen (idag staten). Desuden indførtes regler om arveafgift, når en stormand overtog jord efter en afdød slægtning, så efterhånden kom der flere indtægter. Ved Valdemar's død havde de holstenske hertuger besat Slesvig, men i stedet
for at forsøge at tage området med magt, aftalte Margrete, at de kunne beholde det som et len under den danske krone. Således blev greverne hendes lensmænd og dermed mindre tilbøjelige til at angribe Danmark - og Margrete fik flere indtægter. Endvidere fik Margrete igen rådighed over de
skånske borge, som Hansaén havde overtaget ved fredsslutningen med Valdemar.
 Et mystisk dødsfald
 I 1385 blev Oluf 15 år og dermed myndig. Han kunne kalde sig konge over Danmark og Norge -
og kaldte sig desuden den sande arving til Sverige  (han var jo barnebarn af Magnus Erikssøn).
Margrete bestemte dog stadig det meste. Men så skete der noget uventet: den 3. august 1387 befandt Oluf sig på Falsterbohus slot i Skåne og inden dagen var gået var han død.  Ingen kunne forstå hvorfor. Margrete fik liget bragt til Sorø, hvor Oluf´s morfar, Valdemar Atterdag, var begravet.
Her blev Oluf balsameret. Hans hjerte og lever blev dog gravlagt i domkirken i Lund. Margrete så sin søn som efterfølger til Norges største helgen Oluf den Hellige. Men der var noget uldent ved sagen - Oluf´s død var et mysterium og rygterne begyndte at svirre: Var Oluf blevet myrdet?
Stod hans mor bag ? Nogle år senere dukkede der pludselig en ung mand op, som kom fra Tyskland.
Han hævdede, at han var Oluf, konge over Norge og Danmark. Han forklarede, at hans mor ikke ville frasige sig magten og derfor havde hun planlagt hans død. Da hun dog ikke kunne få sig selv til at myrde sin egen søn, havde hun sendt ham væk, og i stedet ladet en anden dreng myrde. Margrete reagerede prompte: Manden var en bedrager og hun forlangte ham udleveret. Dette skete og den påståede kong Oluf blev henrettet. Men rygterne var svære at komme til livs. Ganske vist havde manden indrømmet, at han var en bedrager, men på den tid var tortur almindelig ved forhør og man kunne få folk til at indrømme hvad som helst. Desuden havde han under forhøret fortalt ting, som kun den rigtige Oluf kunne vide og han omgav sig med masser af tjenestefolk. Desuden mente flere, at det var en underlig ussel gravsten, der var rejst i Sorø kirke - det var dog en konge over to riger, der var begravet her! Til Margrete's forsvar talte, at Oluf havde været retmæssig konge, og hendes indflydelse ville forsvinde sammen med ham - hun havde altså intet at vinde ved sønnens død.
Ikke desto mindre beholdt Margrete sin indflydelse og modstod også krav på tronen fra hertugen af Mecklenburg. Hendes magt blev i virkeligheden større, og kort tid efter Oluf's død bliv hun valgt til rigsforstander i Norge og Danmark.
Oprør ulmer i Sverige.
 Albrecht blev stadig mere og mere upopulær i Sverige. De stormænd, der havde hentet ham op fra Tyskland, fortrød bitterligt, hvad de havde gjort. Men specielt bønderne var sure over det voldsomme skattetryk, som Albrecht's fogeder gennemtvang. Gryden kogte over i forbindelse med en stor arvesag efter en af de rigeste mænd, der nogensinde har levet i Norden Bo Jonsson Grip. Han døde i 1386 og ifølge hans testamente skulle hans enorme rigdomme forvaltes af en gruppe stormænd, som herefter ville have
fået mere magt end kongen. Albrecht forpurrede planerne ved at henvise til en gammel lov, der bestemte, at al jord, som Bo Jonsson Grip havde erhvervet på uærlig vis, skulle tilbage til de retmæssige ejere. Stormændene henvendte sig til Margrete og bad hende jage "Ulven" ud af Sverige og selv overtage styret  (plus en stor del af Bo Jonsson's rigdomme!). Hun skulle dog forpligte sig til at rette sig efter loven,  Magnus Erikssøns Landelov, som var en af de fornuftige ting, den gamle svenske konge havde indført. Det lod Margrete sig ikke sige to gange. Albrecht havde fornærmet hende på det groveste ved at kalde hende "kong bukseløs" og forære hende en hvæssesten til sine synåle - så kunne hun sy, som det passede sig for en kvinde og overlade regering og politik til de mænd, som havde forstand på det! Margrete mødtes så medde svenske stormænd i 1388 og blev ved en højtidelig ceremoni udråbt til "Sveriges fuldmægtige frue og rette husbond". Margrete havde nået sit mål: Det var lykkedes at forene de tre nordiske folk -
det havde ingen klaret før hende.

HENNING PODEBUSK

CA. 1320-1387/88


Henning Podebusk var Danmarks vigtigste politiker fra ca. 1368-1387/88, altså i slutningen af Valdemar Atterdags og begyndelsen af det, som normalt opfattes som Margrethe 1’s regeringstid. 1368-72 ledede han landet i krigstid, mens Valdemar Atterdag i Nordtyskland forsøgte at skaffe sig allierede mod den overmægtige koalition, som angreb Danmark. Fra 1376 til sin død var han drost, dvs. kongens stedfortræder, og dermed i samarbejde med Margrethe 1 leder af formynderstyrelsen for den umyndige kong Oluf frem til 1385.

Baggrund

Henning Podebusk stammede fra fyrstendømmet Rügen, som fra 1168 til senest 1438 var et len, underlagt den danske krone, mens Roskildebispen udøvede den gejstlige myndighed på øen Rügen frem til Reformationen. Han tilhørte en sidegren af den oprindeligt slaviske fyrsteslægt og hans familie besad, hvad der i realiteten var et grevskab, der omfattede ca. en femtedel af øen, selvom det aldrig blev kaldt et grevskab. Hovedsædet bar det slaviske navn Putbus, hvad der så på dansk blev til Podebusk.

Han giftede sig ca. 1357 med sin halvkusine af samme slægt. Hendes mor havde via sin fader, grev Jakob af Nørrehalland, arverettigheder til dansk gods, og således kom de i besiddelse af borgen og godset Egholm ved Hornsherreds rod på Sjælland, som i 1415 omfattede en del mere end 40 bondegårde.


Politisk karriere

I 1350 gik Henning Podebusk i Valdemar Atterdags tjeneste, blev snart medlem af det kongelige råd og i 1365 gælker i Skåne, dvs. kongens stedfortræder her og ikke mindst på det meget vigtige Skånemarked. Tre år senere blev landet angrebet af en mægtig koalition omfattende Hansestæderne, Mecklenburg, Sverige, Holsten, hertugdømmet Slesvig og en stor del af de førende stormænd i Jylland. Inden Valdemar Atterdag drog udenlands udnævnte han Henning Podebusk til

”Danmarks Riges Høvedsmand”.


I denne position indgik han i 1370 den meget vigtige såkaldte Stralsundfred med Hansestæderne. Den indebar, at hansestæderne i 15 år skulle have udleveret Skånemarkedet, dvs. borgene på Skånes Øresundskyst og de områder, der administreredes fra disse. Indtægterne herfra skulle gøre det ud for krigsskadeerstatning. Dermed havde koalitionen mistet sin økonomiske hovedkraft, og der kunne efterhånden sluttes fred med de øvrige parter én for én. Karakteristisk for Henning Podebusks position i Nordeuropa administrerede han fra 1371-78 Skånemarkedet mm. på Hansestædernes vegne samtidig med, at han fortsatte med at være Valdemar Atterdags betroede hjælper, da denne vendte tilbage til Danmark i 1372.


Valdemar Atterdags død

Efter Valdemar Atterdags død i 1375 udbrød der krig om, hvem der skulle efterfølge ham; hans dattersøn fra Mecklenborg eller hans dattersøn fra Norge. Valdemar synes i sidste ende at have foretrukket den norske løsning i form af den femårige Oluf, der var søn af Valdemars datter Margrethe og den norske konge, Håkon 6. Næppe mindst takket være Henning Podebusks indsats lykkedes det at få Oluf valgt til konge den 3. maj 1376. Det kneb dog stærkt med støtten hertil udenfor Sjælland og Skånelandene. Henning Podebusk blev udnævnt til drost og dermed leder af formynderregeringen frem til Oluf blev erklæret myndig som 15-årig i 1385. I denne periode fik han i tæt samarbejde med Margrethe 1 løst de voldsomme udfordringer, som opstod i og med, at Mecklenburgerne kom til at herske over ganske store dele af riget i kraft af, at derværende lokaladministratorer tilsluttede sig deres sag. Dette førte til krig og omfattende indre uro i landet.

Da disse problemer var blevet løst, døde den da 16-årig kong Oluf pludseligt i august 1387, hvorefter Margrethe meget hurtigt blev valgt ”til fuldmægtig frue, til husbond og til hele Danmarks riges formynder”. Der kan næppe være tvivl om, at Henning Podebusk spillede en væsentlig rolle i dette.


I slutningen af 1387 eller begyndelsen af 1388 døde Henning Podebusk imidlertid, hvorefter Margrethe benyttede lejligheden til at afskaffe det gamle prestige fyldte embede som drost ved at undlade at udnævne en efterfølger.


Efterkommerne

En af Henning Podebusks sønner var biskop i Odense. To andre giftede sig med døtre af danske stormænd og blev dermed betydelige godsbesiddere i Danmark samtidig med, at de videreførte deres herskab på Rügen. To generationer senere, i 1483, delte to brødre imidlertid tingene, så den ene fik de rügenske besiddelser og den anden de danske. I 1702 uddøde den rügenske gren, hvorefter den danske overtog og flyttede til Rügen, hvor mandslinien uddøde i 1858. Herefter overgik godset til sidelinier. Den sidste private besidder af Putbus døde i koncentrationslejr i 1945,

mens Hitler forinden havde konfiskeret godset.

Om det jyske oprør mod Valdemar Atterdag 1367-73

og hans ledere -Den jyske adel var i sen middelalderen med god grund berygtet for sin rebelske indstilling. Ifølge Presbyter Bremensis' holstenske krønike fra 1448 blev det sagt om jyderne, "at de i almindelighed er mere fjendske og troløse mod deres konger end de andre danske". Jyske stormænd havde da også været i opposition mod kong Erik Glipping før 1287, deserteret fra kong Erik Menveds krigstog i Sverige 1309 og gjort oprør mod ham i 1313. I 1329 angreb de to gange borgen Gottorp i et forsøg på at skaffe sig af med det holstenske herredømme og op mod og i 1340 spillede de en væsentlig rolle i forbindelse med afskaffelsen af grev Gerhards herredømme i Jylland. Under Valdemar Atterdag (1340-1375) var jyske stormænd i alliance med grev Gerhards sønner og hertugen af Slesvig i oprør mod kongen 1351-1353 og 1357-1360.

Slaget ved Falköping.
 Da Albrecht hørte, hvad der var sket, samlede han en stor hær hjemme i Mecklenburg. Hæren blev sejlet over Østersøen ved juletid i 1388 og landsat ved Kalmar. Albrecht rykkede nordpå for at redde fæstningen Axvalla, der lå ved en vigtig landevej mellem Danmark og Sverige. Den dansk-svenske hær havde belejret slottet et stykke tid, og den 24. februar 1389 mødtes de to hære ved Falköping.
Det blev en voldsom og jævnbyrdig affære, men efter at have haft overtaget i starten måtte Albrecht se sig slået, og han blev taget til fange sammen med sin søn. Margrete mødte sin værste fjende på Bohus fæstning og tvang ham til at afgive flere af sine borge. Margrete havde dog ikke endeligt sejret endnu. Albrecht's tyske venner havde kontrollen over mange byer, og i hovedstaden, Stockholm, ville de ikke overgive sig. De svenske rådmænd blev fængslet, og de tyske købmænd lod en stor gruppe svenske borgere spærre inde i et gammelt hus på en holm i skærgårde, hvorefter de brændte huset af! Margrete's hær belejrede Stockholm og tvang Albrecht til at skaffe forsyninger ad søvejen. Mecklenburgerne udrustede derfor en sørøverflåde til beskyttelse af forsynings skibene, og denne sørøverflåde hærgede herefter langs danske, norske og svenske kyster i seks år.
Først i 1395 lykkedes det at få en ende på balladen. Naturligvis i samarbejde med Hansa'en,
som med stigende bekymring havde set sørøveriet rase omkring dem. Både dronningen  og Hansa'en
ville have Mecklenburgerne ud af Stockholm - Margrete på grund af magten i Sverige og Hansa'en
på grund af handelen med Stockholm. Albrecht blev løsladt, og Stockholm blev befriet for tyskerne, men der skulle gå endnu en halv snes år, før sørøveriet endeligt ophørte i Østersøen.
Dronning Margrete var nu næsten 50 år og Nordens mægtigste kvinde.
 Arvefølgen.
 Men hvem skulle til sin tid efterfølge Margrete? Oluf var død, og der var ikke det mindste tegn på,
at den ambitiøse og egenrådige dronning havde nogen som helst plan om at dele magten med en ny mand. Ikke desto mindre måtte arvefølgen sikres. Albrecht af Mecklenburg var besejret, men det var et faktum, at han var Valdemar Atterdag's oldebarn, og derfor kunne man forvente, at familien ville gøre krav på Norden efter Margrete's død, hvis hun ikke fandt på noget. Det gjorde hun så! Margrete's storesøster, Ingeborg, havde et barn mere udover den gamle hertug Albrecht  ("svenskekongens" far) - nemlig en datter, Marie. Hun var blevet gift med Vatislav af Pommern og de havde en søn ved navn Bugislav. Bugislav var altså også oldebarn til Valdemar - ganske vist på "spindesiden", men alligevel. Det gjorde hun så.... Dronning Margrete adopterede Bugislav, som fik et nyt navn, der var lidt mere "nordisk", nemlig Erik. Da var Erik kun seks år, og i januar 1396 blev Erik så valgt til Danmarks konge. Et halvt år senere blev han hyldet dom svensk konge og knapt et år senere, d. 17. juni 1397,
blev Erik af Pommern i den svenske by Kalmar kronet til konge
over Danmark, Norge og Sverige. Erik var da 15 år - og hvem bestemte egentlig....
 Kalmarunionen.
 Kroningen af Erik i Kalmar i 1397 var kun det ene punkt på dagsordenen. Margrete ville have de tre landes stormænd til at skrive under på en union - et forbund, der skulle sikre fred i Norden og en fælles front mod andre lande. De tre lande skulle dog bevare friheden til selv at bestemme over forhold, der kun berørte eget land. Der var altså to dokumenter, der skulle underskrives - eller rettere; hvor man skulle sætte sit segl under. Det gik ikke helt let med selve unions aftalen. Ud af 67 ville kun 17 underskrive aftalen. Der er bevaret et enkelt eksemplar af unions brevet, skrevet på papir. Det er muligvis en kladde  - der er flere rettelser og overstregninger. Under teksten ses rester af ti segl, som har været sat på selve papiret, men som senere er gået tabt. Måske er det aldrig blevet skrevet rent. Måske har der været så megen ballade om udformningen af traktaten, at Margrete har været tilfreds med en rimelig kladde og med de underskrifter, hun kunne skrabe sammen.
Det har i hvert fald ikke været let for de fremmødte stormænd at acceptere den stærkt begrænsede indflydelse på landenes styrelse, som unionen medførte. Dokumentet, hvori Erik udråbes til konge over de tre nordiske riger, var der ingen problemer med, Alle 67 stormænd lod deres segl sætte under erklæringen. Eriks kroningsbrev er på pergament (dyreskind) med seglene hængende i stropper under. Det er et langt mere "færdigt" dokument end unionsbrevet. Mange var for unionen, men der var også mange modstandere, og i årene efter var der megen vrøvl og ballade, ikke blot landene imellem, men også i de enkelte lande, ikke desto mindre holdt Kalmar unionen i mere end 100 år - helt frem til 1520, hvor Christian d. 2. begik en af Danmark historiens større dumheder (efter Svend Auken) .
Selv om Margrete og stormændene var uenige om meget, skabte Kalmarunionen
frem for alt fred mellem de nordiske lande - vel at mærke en fred, der varede også efter Margrete's død - i næsten 50 år. Margrete indførte, at kun kongen, eller dronningen (!) , kunne træffe afgørelser om unionen og så indførte hun reel arvefølge til tronen. Herefter skulle en ny konge ikke vælges af stormændene.
Den afdøde konges ældste søn arvede automatisk riget. De tre nordiske riger udgjorde i middelalderen det største i Europa. Af de tre lande var Danmark det folke rigeste (i Danmark boede lige så mange mennesker som i Sverige og Norge tilsammen), Desuden var beliggenheden tættest på Europa, så København blev det naturlige sted, hvorfra riget blev styret. At styre dette enorme rige krævede naturligvis mange betroede mænd- fogeder. De bestyrede hver et lille stykke af landet på Margrete´s vegne og adlød kun hende. Især i Sverige havde havde både Magnus Erikssøn og Albrecht begået fatale fejl ved at lægge sig ud med de lokale stormænd - og de var begge blevet sparket ud på den baggrund.  -  Margrete ønskede ikke at gentage disse fejl.  Hun udpegede danske fogeder, der var loyale overfor hende, til gengæld sørgede hun for, at de kom fra Skåne, Blekinge eller Halland, så de forstod og talte svensk. Margrete betjente sig for en stor del af princippet del og hersk. Det betyder kort fortalt, at man skaffer sig magt ved at sætte andre op mod hinanden. Hvis Margrete fandt det nødvendigt at beslaglægge dele af en stormands besiddelser for at skaffe penge til statskassen, sørgede hun for, at der faldt lidt af til kirken. Adelsmændene blev sure, men præsterne blev glade. Og bønderne ? Ja, de har vel altid ment, at de store kunne klemmes lidt mere.
 Forholdet til kirken.
 Margrete forstod til fulde vigtigheden af at fremstå som en from kvinde og i det hele taget bevare et godt forhold til kirken. Den katolske kirkes magt i middelalderen kan næppe overvurderes. Hverken på det jordiske plan
(penge, besiddelser) eller på det himmelske (tilgivelse for vore synder, sjælens frelse) var kirkens repræsentanter personer, som en konge eller dronning kunne tillade sig at ignorere. Ved pavens hjælp lykkedes det blandt andet Margrete at få indsat en dansk ærkebiskop i Sverige. Specielt klosteret i Vadstena nød godt af Margrete´s interesse. Det var jo her, hun var blevet opdraget hos den Hellige Birgitta's datter, Märta. Hendes barndoms legekammerat,
Ingegerd blev da også klosterets første indviede abbedisse (forstander).
En kone til Erik.
1401 blev Erik myndig og kunne faktisk selv overtage styret. Men Margrete var ikke helt af samme mening. Hun var kun 48 år og mente iøvrigt, at Erik burde gifte sig først. Margrete kiggede sig omkring: De tyske hertugdømmer havde hun haft en del dårlige erfaringer med, men ovre vestpå, i England, havde Henrik den 4. en datter, der kunne bruges. Hun hed Phillippa. Udsigten til at få sin datter gift med kongen over Europa's største rige gjorde Henrik stemt for sagen og i 1406 forlod
Pilippa England for at møde Erik i Bergen i Norge. Han var 23 og hun  var 13.
 Et par hængepartier.
 Margrete kunne se ud til et stort og rimeligt velordnet rige - bortset fra to områder, som hun gerne ville have fingre i: Gotland og Slesvig. Gotland var blevet overtaget af en tysk ridderorden og et nordisk angreb i 1403 mislykkedes. I stedet købte Margrete øen af de tyske riddere! Slesvig var vanskeligere. Området var under kontrol af de holstenske grever. Til Margrete's held blev en af dem dræbt under et bondeoprør og da slægtningerne begyndte at rives om boet, bad enken Margrete om hjælp. Margrete hjalp enken, men tog sig særdeles godt betalt i form af godser og land, som hun lokkede enken til at sælge. De andre grever forsøgte at købe landet tilbage, men forgæves. Margrete havde fået foden indenfor og det kom til åben strid. Ved en fredsslutning i 1412 måtte de holstenske grever afstå det meste af Slesvig til Margrete.
 Margrete's politik.
 Under sin opvækst havde Margrete haft rig mulighed for at studere alle de fejl forskellige magthavere kunne lave. Krig var ikke altid en god løsning - man kunne tabe. Ens tropper kunne gå over til fjenden (husk, der var tale om lejesoldater). Pest og sygdomme kunne gøre soldaterne ukampdygtige. Krig var dyr. Landskabet
og markerne blev ødelagt. Handelen gik i stå. Så det var bedre at forsøge at forhandle med modstanderne. På den måde fik Margrete ry for at være fredens forsvarer. Men frem for alt anså hun det for vigtigt, at man behandlede sit eget folk godt, så de ikke fik lyst til at afsætte én. Margrete var en klog regent. Mild og forstående, kynisk og hensynsløs som situationen krævede det. At regere var i middelalderen en langt mere konkret ting, end vi oplever i dag
og Margrete elskede det. Hun gav ikke magten fra sig, så længe hun levede.
 Den 28. oktober 1412 døde Margrete,
antagelig af pest, 59 år gammel.

Valdemar Atterdag´s Rettertingssegl

Valdemar Atterdag´s

segl som Konge

Valdemar Atterdag´s

segl som junker

Valdemar Atterdag

Da Valdemar Atterdag i 1340 udråbes til konge, var de fleste af Danmarks borge pantsat. Det gjaldt også Vordingborg. De mange stridigheder og krige mellem kongemagten og oprørere i de forudgående år var af begge parter blevet finansieret gennem pantsætninger af borge og len til holstenske grever. Det betød, at Danmark reelt var styret af holstenerne, da Valdemar Atterdag træder ind i billedet. Valdemar Atterdag var som barn blevet sendt til hertugen af Brandenburg og voksede op ved den tyske kejsers hof. Tronarvingen, Valdemar Atterdags bror,

Erik var død før Christoffer II og en anden, ældre bror, Otto sad i holstensk fangenskab efter et mislykket slag i 1334. Det blev derfor den 19-årige Valdemar, som danske og tyske stormænd efter års forhandlinger enedes om at indsætte på Danmarks trone i 1340. Der var visse betingelser knyttet til valget. Blandt andet skulle Valdemar gifte sig med den holstenske prinsesse Helvig og dermed forene to stridende grene af kongehuset. I medgift fik han Aalborg med landene nord for Limfjorden. Resten af Danmarks borge blev på mindre end 10 år indløst af Valdemar Atterdag enten med penge, snuhed, vold eller med magt. Vordingborg blev indløst i 1346 på en højst ejendommelig måde. Den Tyske Orden, en korsridderorden i Preussen var stærkt interesseret i Estland. Ordenen slog derfor straks til, da Valdemar Atterdag bad dem optage hans bror, Otto. Ottos indtrædelsesgave var Estland, der imidlertid var vurderet meget højere end normen for indtrædelsesgaver. Derfor betalte Ordenen reelt 19.000 mark sølv til Valdemar Atterdag for Otto og Estland. Med de penge kunne de sidste borge på Sjælland indløses,

og risikoen for at Otto ville kræve den danske trone, blev fjernet. Salget af Estland er den første af mange handlinger, der viser Atterdags store diplomatiske snuhed.

Valdemar Atterdag var en rigtig middelalderridder, der brugte det meste af sit liv på krig, egne eller andres. Hans tropper deltog således i den europæiske Hundredeårskrig. Han optrådte i øvrigt også som mægler og diplomat ved de fornemmeste europæiske hoffer. I 1361 indtog Valdemar Atterdag Øland og Gotland efter en blodig nedslagtning

af mere end 1800 bønder udenfor Visby. Hansestæderne frygtede, Valdemar Atteredags anbreb på Visby var det første skridt mod en stramning af deres gunstige privilegier på de vigtige Skånemarkeder. Derfor sendte de året efter en stor flåde mod Øresund og belejrede Helsingborg. Valdemar Atterdag slog dem imidlertid, og Hansaen måtte frikøbe de mange krigsfanger for 170.000 lybske mark. Freden blev beseglet i Vordingborg. I 1367 erklærede Hansaen atter krig. Krigserklæringen fik følgende kommentar fra Valdemar Atterdag:

"Søventi søven Hense,

søventi søven Gense,

bieten mich nicht die Gense,

frag ich een Shit na die Hense".

Denne nedladende kommentar indledte en krig, hvor mange danske borge faldt. Skønt Vordingborg og Helsingborg holdt stand, blev Valdemar Atterdags nederlag dog en realitet, og Hansaen genvandt alle tidligere rettigheder på Skånemarkederne. Under Valdemar Atterdag fik Vordingborg sin endelige skikkelse efter store ombygninger og befæstningen af det store borgplateau.

Byggeriet blev formodentlig finansieret med løsesummen fra Helsingborg. For Valdemar Atterdag var den gamle borg for lille. Han brugte professionelle lejesoldater, og på Vordingborg blev der derfor behov for plads til både indkvartering af mandskab og opbevaring af tros og fødemidler. Desuden skulle borgen rumme plads til en stor administration. Den gamle borg ovenfor den høje kystskrænt blev derfor revet ned. Voldgraven blev fyldt op, og i stedet opførtes den stærkt befæstede højborg. Udenfor højborgen blev Glambækken omdannet til en mægtig voldgrav, og hele borgen blev omkranset af en næsten 800 m lang ringmur. Store lader og magasiner blev opført på forborgen, og også Gåsetårnet blev bygget ved denne lejlighed. Vordingborg blev en konge værdig - den blev til Danmarks næststørste borg, kun overgået af Hammershus på Bornholm.  Efter Valdemar Atterdag

Vordingborg indgår ikke mere i egentlige krigshandlinger, og den udbygges derfor aldrig med bastioner, der kunne modstå de nye krigsmaskiner, kanonerne. Kongemagten etablerer sig fast i København, og Vordingborg fungerer herefter især som sæde for skiftende høvedsmænd, der herfra administrerede Vordingborg Len. Kongen selv benyttede mest Vordingborg til korte, lejlighedsvise besøg.

Alligevel er der fortsat om- og tilbygninger på Vordingborg, men hovedindtrykket er uforandret - nutidens ruiner afspejler Valdemar Atterdags borg.

Borgen fik sit endelige knæk under Svenskekrigen i 1658-60. Da svenskekongen nåede Vordingborg var garnisonen trukket til København, så han kunne uden kamp tage borgen i besiddelse. Efter Svenskekrigene var borgen så ødelagt, at den blev revet ned. Midt på højborgen rejstes i 1671 - 73 et fornemt barokpalæ til Prins Jørgen, en søn af Frederik III. Palæets levetid blev dog kort. Prins Jørgen blev i 1683 gift med dronning Anna af England, og han nåede sikkert aldrig at bo på Vordingborg. Prins Jørgens Palæ fra syd. Til venstre ses det kvadratiske Møllebækstårn, til højre Gåsetårnet og ruinerne af det

8-kantede Ormetårn. Guache fra 1700-tallet.

I 1744 blev alle kongehusets besiddelser i Sydsjælland solgt, og i 1750 blev det tomme palæ også revet ned. Kun en mandskabsfløj står tilbage. Den rummer i dag Sydsjællands Museum.