Historien om Ridder Johan Skarpenberg, der var tæt på dronning Margrete den Første (1353-1412), er historien om magt og penge. Det er også en spændende historie om Kalmarunionen, sørøvere og magtkampe. Skarpenberg var en af dronning Margretes vigtigste rådgivere. Skarpenberg var en magtfuld mand, der udover Højriis Sot, ejede mange store gårde, blandt andet området Spøttrup i Salling. Johan Skarpenberg, levede endnu 1413 og måske til 1417. Begravet i Viborg domkirke, indtil 1397 kaldes han Henneke eller Henning, navnet forekommer tidligst 1380, da han i forening med broderen Vicke solgte jordegods i Mecklenburg. 1389 og 1396 nævnes han i tingsvidner på Mors; men 1390 var han atter i Mecklenburg, og tiltrådte forbundet i Gadebusch, hvis deltagere forpligtede sig til at virke for kong Albrechts udfrielse af fangenskabet. Tvivlsom er hans identitet med den "Henningus de Scharpenberch", der 1393 immatrikuleredes ved universitetet i Prag. 1395 findes hans navn blandt de talrige tilhængere af Lindholmforliget. Ridder blev han utvivlsomt ved kroningsfestlighederne i Kalmar 1397; fra da af ændrede han sit fornavn til Johan. Ved samme tid eller snart efter må han være blevet medlem af rigsrådet; som sådant deltog han ofte i rettertingets domme og var til stede ved de politiske forlig i Flensborg i 1405 og 1412 samt i Kolding 1411. 1405 havde han Trøjborg slot i Nordslesvig i pant af Claus Limbek og lå i heftig strid med Ribe domkapitel. 1407 fik han pantebrev på Skivehus med hele Salling; i samme landsdel havde han en tid ejet Spøttrup, men solgte det 1404. 1409 var han med til at afslutte en traktat med ditmarskerne; samme år skal han have ledsaget dronning Margrete til Gottorp og her afsløret et af hertuginde Elisabeth påtænkt forræderi. Året efter var han en af hovedanførerne for den hær, som kong Erik sendte mod friserne, men som blev overrasket og tilintetgjort af holstenerne ved Eggebæk; Skarpenberg blev selv taget til fange og måtte udrede en meget stor løsesum. Hans private gods lå mest på Viborgegnen og på Mors; her ejede han Højris som han afhændede 1413, samt den nu forsvundne gård Lund. Et stedligt sagn fortæller, at han forgæves klagede til kongen over dennes lensmand Peder Pykstrud; han tog da sig selv til rette, dræbte sin fjende og afbrændte hans borg Alstedvold, men dømtes derefter fredløs og måtte forlade Danmark. Om sagnet rummer nogen historisk kerne er yderst tvivlsomt; vel bekræftes det tilsyneladende af at "Skarpenbergs Gods" på Mors og i Salling i 1500-årene var kongeligt lensgods, men kan netop være konstrueret til forklaring af dette forhold.

The story of Sir John Sharp Berg, who was close to Queen Margaret the First (1353-1412), is the story about power and money. It is also an exciting story of the Kalmar Union, pirates and power struggles. Sharp Berg was one of Queen Margaret's principal advisers. Sharp Berg was a powerful man, who besides Højriis Sot, owned several large farms, including the area Spøttrup in Salling. Johan Berg Sharp, was still alive 1413 and perhaps for the 1417th Buried in Viborg cathedral, until 1397 called the Henneke he or Henning, the name occurs earlier than 1380, when he together with his brother Vicke sold the estate in Mecklenburg. 1389 and 1396 he is mentioned in the land testify on Mother's, but 1390 he was again in Mecklenburg, and joined the linked in Gadebusch, whose members pledged to work for King Albrecht's deliverance from captivity. Doubtful is his identity with the "Henningus the Scharpenberch" that immatrikuleredes 1393 at the University of Prague. 1395 found his name among the many supporters of Lindholm Settlement. Knight, he was certainly at coronation celebrations in Kalmar 1397; from then on he changed his name to Johan. At the same time or soon after, he must have been a member of the Privy Council, as such, he participated frequently in dishes parliament convictions and was present at the political settlement in Flensburg in 1405 and 1412 and in Kolding the 1411th 1405 he had Trøjborg castle in Northern Schleswig in charge of Claus Limbek and lay in fierce conflict with Ribe Chapter. 1407 he got the mortgage on Skivehus with whole Salling; in the same province, he had one time owned Spøttrup, but sold it the 1404th 1409, he helped to finalize a treaty with the dialect kernel in the same year he must have accompanied Queen Margaret of Gottorp and here unveiled one of Duchess Elizabeth contemplated treason. The following year he was one of hovedanførerne the army, King Erik sent to the Frisians, but was surprised and annihilated by the Holsteins at Eggebæk; Sharp Berg himself was taken prisoner and had to pay a huge ransom. His private goods were most at Viborg district and Mors, here he owned Højris which he sold 1413, and the now vanished yard Lund. A spatially legend tells that he unsuccessfully complained to the king of his lieutenant Peter Pykstrud he took himself to the right, killed his enemy and burned his castle Alsted Violence, but the offender then outlawed and had to leave Denmark. About the legend holds no historical core is highly doubtful; well confirmed the apparent of "Sharp's Gods" on Mother's and Salling in 1500-year was a royal fief, but may just be designed to explain this relationship.

Die Geschichte von Sir John Sharp Berg, der in der Nähe Königin Margaret war der Erste (1353-1412), ist die Geschichte über Macht und Geld. Es ist auch eine spannende Geschichte über den Kalmar Union, Piraten und Machtkämpfe. Sharp Berg war einer der wichtigsten Berater der Königin Margaret. Sharp Berg war ein mächtiger Mann, der neben Højriis Sot, besaß mehrere große Betriebe, einschließlich des Bereichs Spøttrup in Salling. Johan Berg Sharp, lebte noch 1413 und vielleicht zum 1417. Buried in Viborg Dom, bis 1397 nannte die Henneke er oder Henning, tritt der Name früher als 1380, als er zusammen mit seinem Bruder das Anwesen verkauft Vicke in Mecklenburg. 1389 und 1396 ist er im Land zeugen von der Mutter erwähnt, aber 1390 war er wieder in Mecklenburg, und schloss sich der in Gadebusch, deren Mitglieder sich verpflichtet, für König Albrecht die Befreiung aus der Gefangenschaft zu arbeiten verknüpft. Fraglich ist, seine Identität mit dem "Henningus der Scharpenberch", die 1393 immatrikuleredes an der Universität Prag. 1395 fand sein Name unter den vielen Unterstützern von Lindholm Settlement. Ritter, war er sicherlich bei Krönungsfeierlichkeiten in Kalmar 1397, von da an änderte er seinen Namen zu Johan. Gleichzeitig oder kurz danach, er muss ein Mitglied des Privy Council haben, als solche, beteiligte er sich häufig in Speisen Parlament Überzeugungen und war bei der politischen Regelung in Flensburg im Jahre 1405 und 1412 und in Kolding die 1411th vorhanden 1405 hatte er Trøjborg Burg in Nordschleswig in Höhe von Claus Limbek und lag in heftigen Konflikt mit Ribe Kapitel. 1407 bekam er die Hypothek auf Skivehus mit ganzen Salling; in der gleichen Provinz, hatte er einmal im Besitz Spøttrup, sondern verkaufte es die 1404. 1409 half er, einen Vertrag mit den Dialekt-Kernel im gleichen Jahr wurde er von Königin Margaret Gottorp begleitet haben muss und hier enthüllt eines der Herzogin Elizabeth in Betracht gezogen Hochverrats abzuschließen. Im folgenden Jahr er einer der hovedanførerne der Armee war, schickte König Erik zu den Friesen, aber war überrascht und von den Holsteins an Eggebæk vernichtet; Sharp Berg selbst wurde gefangen genommen und mussten eine riesige Lösegeld zu zahlen. Seine privaten Gütern waren die meisten bei Viborg Bezirks-und Mors, hier ist er Højris die er verkaufte 1413 im Besitz, und die jetzt verschwunden Hof Lund. Ein räumlich Legende erzählt, dass er erfolglos eine Beschwerde an den König von seinem Leutnant Peter Pykstrud nahm er sich nach rechts, tötete seinen Gegner und verbrannten seine Burg Alsted Gewalt, sondern der Täter dann geächtet und musste Dänemark verlassen. Über die Legende hält keine historische Kern ist höchst zweifelhaft, gut bestätigt die scheinbare von "Sharp Götter" am Muttertag und in Salling 1500-Jahr war ein königliches Lehen, können aber nur entwickelt, um diese Beziehung zu erklären.

L'histoire de Sir John Berg Sharp, qui était proche de la reine Marguerite de la première (1353-1412), est l'histoire de pouvoir et d'argent. C'est aussi une histoire passionnante de l'Union de Kalmar, les pirates et les luttes de pouvoir. Forte Berg a été l'un des principaux conseillers de la reine Marguerite. Forte Berg était un homme puissant, qui d'ailleurs Højriis Sot, propriétaire de plusieurs grandes fermes, y compris la zone dans Spøttrup Salling. Johan Berg Sharp, était encore en vie 1413 et peut-être pour la 1417e Enterré dans la cathédrale de Viborg, jusqu'à 1397 appelé le Henneke il Henning, le nom se produit plus tôt que 1380, quand il en même temps que son frère Vicke vendu le domaine en Mecklembourg. 1389 et 1396, il est mentionné dans la terre témoigner sur la mère, mais 1390 il était de nouveau dans le Mecklembourg, et a rejoint le lien à Gadebusch, dont les membres se sont engagés à travailler pour la délivrance roi Albrecht de captivité. Douteux, c'est son identité avec le "Henningus l'Scharpenberch" que immatrikuleredes 1393 à l'Université de Prague. 1395 a trouvé son nom parmi les nombreux partisans de règlement Lindholm. Chevalier, il était certainement au fêtes du couronnement à Kalmar 1397; à partir de là il a changé son nom à Johan. Dans le même temps ou peu après, il doit avoir été membre du Conseil privé, en tant que telle, il a participé fréquemment à des plats condamnations du parlement et était présent à un règlement politique à Flensburg en 1405 et 1412 et à Kolding la 1411e 1405, il avait TRØJBORG château dans le nord de Schleswig en charge de Claus Limbek et laïcs en conflit féroce avec le chapitre de Ribe. 1407 il a obtenu le prêt hypothécaire sur Skivehus avec Salling ensemble; dans la même province, il avait une propriété Spøttrup temps, mais il a vendu la 1404e 1409, il a aidé à finaliser un traité avec le noyau dialecte dans la même année, il doit avoir accompagné la reine Marguerite de Gottorp et ici dévoilé l'un des-duchesse Elisabeth envisagé trahison. L'année suivante, il fut l'un des hovedanførerne l'armée, le roi Erik envoyé aux Frisons, mais j'ai été surpris et anéantis par les Holstein à Eggebæk; de Sharp Berg lui-même fut fait prisonnier et a dû payer une rançon énorme. Ses biens privés étaient les plus à Viborg district et Mors, ici, il appartient Højris qui il a vendu 1413, et le maintenant disparu cour Lund. Une légende raconte qu'il spatialement en vain se plaignit au roi de son lieutenant Pierre Pykstrud il prit lui-même vers la droite, a tué son ennemi et brûlé son château Alsted violence, mais le délinquant, puis mis hors la loi et a dû quitter le Danemark. À propos de la légende ne détient pas de centre historique est très douteux; bien confirmé l'apparente des "Dieux" de Sharp sur des Mères et Salling en 1500-année a été un fief royal, mais peut-être simplement pour but d'expliquer cette relation.

Johan (1360-1421) er en del af en lang historie, der begynder i 1333 og som stadig lever videre som et af de mange korifæér eller spøgelser på Spøttrup Borg i disse år. Ridderen Johan levede i en mørk tid og blev en del af det Danmark, hvor folk troede på et liv efter døden. Denne opfattelse startede i Danmark i 1103/04, hvor landet blev delt op i otte bispedømmer eller stifter, - det, vi idag kalder sogne. I middelalderen betalte folk på landet som regel kun skat til kirken . Alle skulle de betale en tiendedel af vor indkomst. - Tiendet deltes i tre lige store del og det var til præsten, bispen og til at vedligeholde kirken. Havde man ikke pengene, måtte man låne, eller gå fra kirken og det betød jo altså, at man aldrig nogensinde fik fred, selv efter døden. Johan Skarpenberg havde ingen problemer med pengene. Han var hovedrig og nok en af Danmarks rigeste omkring år 1400 med interesser alle steder i riget (Margrete, hans regent var en fattig bette dronninge pige i et lille land, hvor hun ikke kunne betale sin egen købmandsregning) , han ejede det meste af Spøttrup, og det halve Mors, der dengang havde en hel anden struktur end idag og gav ridderen mange penge. Som Margrete den 1. var også Johan et ondsindet menneske overfor folk, der ikke var med dem, - Margrete lærte at betragte livet som en kamp med altid at være foran, men forstod ret hurtigt at tøjle sit temperament, Johan derimod lærte aldrig at lytte til folk, venner og fjender -  og det gik også frygteligt galt til sidst. Men det kommer vi til, hvis du vil. Nå - men tilbage til tiende - kunne folk ikke betale, måtte man låne eller pantsætte sin jord til nogen, der havde penge. Kunne man heller ikke betale lånet ud, kunne bl.a. biskoppen købe jorden og netop derfor fik kirken store rigdomme. Det var vigtigt at have et godt liv efter døden, så havde man penge, forærede de store penge gaver til kirken, og til gengæld fik de tilladelse til at blive begravet inde i kirken. Andre måtte nøjes med, at der blev læst en messe for dem. På den måde kom biskoppen i Viborg til at eje al jord i Spøttrup. I årene efter 1300 begynder man dog at begrave folk udenfor kirken, som vi ser det idag. Spøttrup Kommune fejrede 600 års jubilæum i 2004.Det er selvfølgelig ikke rigtigt, men et godt tal i en reklame sag.  Kommunen fik besøg af Prins Joakim, dronning Margrethe den 2. havde et travlt år og var forhindret. Det gav en del reklame i Spøttrup, men kommunen og senere Skive Kommune gør meget lidt reklame for borgen, desværre. (2011). Nå, men -en eller to (brødre) bisper fra Viborg  opfører borgen  eller rettere en enkelt bygning på stedet, måske indenfor 1 - 2 km fra, hvor borgen ligger idag, -dengang var der meget mere vand og to til tre grader varmere. I 1523 får bispen lov til at holde  birke ting og føre retssager på sin gård i Spøttrup. I 1536 bliver gården et trefløjet anlæg med porttårn og spærremur.
(Efterfølgende tekst er lånt af Thyra/Grethe fra Århus)  ..
I en gammel fortegnelse over konger og adelsmænd, som har skænket gods til Viborg domkirke for sjælemesser, begravelser og andet, nævnes forrest af adelen hr. Johan Skarpenberg, en af dronning Margrethes mere fremtrædende råder. Sikkert var det for at opnå begravelses -plads i domkirken, at han i 1404 ved gavebrev eller fundats' overdrog bispestolen sin ejendom Spøttrup i Salling.  Johan Skarpenberg var på fædrene side af tysk herkomst, men hans moder Elisabeth (Lisbeth) var en datter af den kendte danske herremand Niels Bugge på Hald, og rimeligvis er det fra hende, at han har arvet sin sallingske ejendom. Ialtfald ved vi, at Niels Bugge af en hr. Christiern Knudsen havde købt alt det gods i Rødding sogn, som denne havde fået med sin hustru
og adkomstbrevet til hr. Christiern´s gods fandtes siden i Viborg-bispens arkiv. Vi må derfor have lov til i hr. Christiern Knudsens besiddelse i Rødding sogn at se den første spire til den biskopperne storgård Spøttrup. Spøttrup
lå lige oven for Johan Skarpenberg's egen hovedgård Lund (Gammellund) på sydspidsen af Mors. Det er sandsynligt, at den godskære herremand har søgt at udbygge sin ejendom ved tilkøb, og at den allerede ved overdragelsen til bispestolen havde et ganske stort tilliggende - ialtfald ved vi, at foruden Spøttrup, Spøttrup sø og fang også møllen i Vadum fulgte med. Men bisperne i Viborg gjorde Spøttrup til et centrum i administrationen af deres vældige, vidtomspændende godsmasse i Salling, og ikke mindst i Spøttrup's nærmeste omegn, Rødding herred, bestræbte de sig for at afrunde deres ejendomme efter en langt større målestok, end hr. Johan Skarpenberg havde formået, således at ikke blot Rødding sogn, men også store dele af nabosognene kom i deres magt. Deres besiddelser udgjorde en særlig retskreds, som var undtaget fra herredstinget og underlagt et birketing i Krejbjerg. I 1523 giver kong Frederik I sin tilladelse til, at Krejbjerg-tinget flyttes til et belejligt sted' ved Spøttrup bispegård, og at hele Rødding sogn underlægges dette ting. Rimeligvis er Krejbjerg - hvor der også fandtes en befæstet gård, hvis voldsted endnu ses - det ældste midtpunkt for bispens magt i denne del af Salling, men nu må Krejbjerg definitivt give op over for Spøttrup, og fra Spøttrup styredes det sallingske bispegods af en verdslig foged eller en gejstlig provst. Viborg-bisperne følte sig ikke i tryg besiddelse af Spøttrup, både i 1463 og senere i 1533 blev der taget lavhævd på gården og al dens tilliggende for at sikre bispernes ejendomsret, og måske har allerede Niels Glob (biskop 1478-98) begyndt byggeriet, støttet af sin broder Oluf Glob, som var lensmand eller foged på gården. En anden mulighed er, at først den stridbare Jørgen Friis, stiftets sidste katolske biskop (1520-36) har bygget Spøttrup. Han havde nok brug for sikre tilholdssteder, særlig inden han sidst i 1520´erne fik opført det nye stærkt befæstede Hald Slot, hvor han tog fast ophold, efter at han på grund af reformations stridighederne helt havde måttet opgive sin residens i Viborg. I 1534 skal Spøttrup være blevet angrebet af skipper Clement og hans oprørske bondehær. Ved reformationen inddroges Spøttrup ligesom bispernes andre gårde under kronen, og den store borg fik foreløbig ingen anvendelse, idet godset indtil videre styredes fra Hald, hvor stiftslensmanden sad. Fra 1544 til sin død i 1569 var Otte Krumpen, den gamle rigsmarsk, biskop Stygge Krumpens broder, lensmand på Hald, men i Frederik II's tid havde han Spøttrup som et særligt len. Efter bispe- og klostergodsets inddragelse var kronen blevet rig på gods, og særlig Frederik II nød at kunne uddele af sine mange gårde til dem han ville begunstige. Allermest ivrig var kongen efter, at de unge tyske adelsmænd, som var gået i dansk hoftjeneste som hofmarskaller, kgl. staldmestre, hofjunkere, jagtjunkere og lignende, skulle slå sig varigt ned i Danmark og tage sig en hustru af dansk adel, og han belønnede dem i så fald af sin overflod med et gods, som de og deres ægte livsarvinger måtte beholde. Således blev Spøttrup i 1570 arveligt forlenet til den tyske adelsmand grev Günther af Barby og Mulingen, der havde trolovet sig med jomfru Dorthe Krabbe, arving til Krabbesholm, hvis hovedbygning hendes fader, Iver Krabbe til Østergård, havde bygget.  Efter bygnings -fredningsloven af 1918 blev Spøttrup fredet og det særlige Bygnings syn gjorde sig store anstrengelser for at sikre den gamle, maleriske borg, Danmarks bedst bevarede eksempel på en herreborg fra overgangen mellem middelalder og renæssance, mellem kirke vældens og adelsvældens tid. Den 16. marts 1937 brændte Spøttrup's avls bygninger, og allerede den følgende dag besluttedes det i et ministermøde på forslag af indenrigsministeren at søge borgen erhvervet af staten med det formål at gennemføre en omfattende restaurering og åbne den for publikum. Det førte til at Spøttrup som helhed købtes af Statens Jordlovsudvalg, der udstykkede hovedgårdsjorden til 28 små brug, men afhændede selve borgen med et mindre tilliggende til indenrigs -ministeriet, på hvis foranstaltning en indgribende restaurering gennemførtes. Formålet var så nænsomt som den slags lader sig gøre at genskabe den i den skikkelse som Viborg-bisperne og siden Henrik Below havde givet den. —       
Fra Danske slotte og herregårde, bd. 12,1966,museums direktør, dr. phil. Poul Nørlund og Thyra, Århus .
Godset Spøttrup første ejere.
Første gang man med sikkerhed hører om Niels Bugge, er da han som væbner står på Viborg Landsting i 1333. Han hører snart til landets førende mænd, han var f.eks. med i det 24 mands udvalg, der skulle være opmænd i striden mellem Danmark og Sverige i 1343. Senere, i november samme år, står Niels Bugge ved mødet i Varberg vedrørende afståelsen af Skåne, som garant for overenskomsten, sammen med andre adelsmænd - man ved, at han er ridder i 1348. - I 1350 var han i kong Valdemar's nærmeste kreds, men det kommer senere til et brud med kongen, da de jyske herremænd, med Claus Limbæk på Kalø i spidsen rejser sig mod kongens hårde regime. Det kommer til en kamp om Jyllands borge, der kommer dog et forlig i 1353, Bugge sidder i kongens rettigheder i 1355, men i 1357 bryder striden ud igen. - Niels Bugge står i første række ved de mislykkede forhandlinger i Kalundborg om bilæggelse af striden i 1378, på vejen hjem fra disse bliver han og fællerne Uffe Stigsen
og Peder Andersen, dræbt i Middelfart trods løfte om frit lejde. Om kong  Valdemar stod bag dette, ved man ikke, han aflægger højtideligt løfte om,
at han er uden skyld. Mordene var udført af borgere i Middelfart, de huse, hvor man formodede, at morderne kom fra, blev pålagt en årlig straffe afgift, de såkaldte Buggespenge, som de måtte betale indtil 1874. På det tidspunkt, hvor Niels Bugge køber Spøttrup- antagelig i 1340-  har han lige mistet sin første kone - Ingeborg - med hvem han fik godset Støvring. Ca. 13 år senere erhverver han sig Hald som ufyldestgjort pant, og det var med i det gods, der senere går i arv. Tilnavnet Kongen af Nordjylland hentyder ikke bare til,
at han var en storgodsejer, der prægede sine erhvervelser med meget nybyggeri, men også til den position, han havde mellem sine standsfæller.
Efter overleverede udsagn skulle Nørre Vosborg have været hans fødegård. Niels Bugge faste bosted var godset Hald, det såkaldte andet Hald, som han lod opføre. Det er muligt, at han også lod opføre en bygning eller en borg på torpen Spøttrup, måske var det denne, man har kunnet finde rester af lidt nord for det nuværende Spøttrup, men intet er sikkert i denne udlægning.
Gotskalk Skarpenberg  
Efter Niels Bugge kommer hans svigersøn, der var af indvandret tysk adelsslægt fra Pommern eller Mecklenburg, til landet i Valdemar Atterdag´s følge. Gotskalk var en selvrådig, uregerlig og voldsom mand af gammel nordtysk adel, men dygtig og foretagsom. Han gik i nogle år i den svenske kong Magnus Smeks tjeneste og blev høvedsmand på Bohus. Her blev han beskyldt for overgreb og voldshandlinger, han kommer tilbage til Danmark og omkring 1360 arver han Spøttrup og Lund på Mors efter Niels Bugge. De to ejendomme lå godt for hinanden, man behøvede bare at bruge færgestedet Nymølle-Sillerslevøre og så var man på egen mark på begge sider. Lund var befæstet, resten af voldene findes endnu ved Gammellund. Gotskalk var en vanskelig herre for Valdemar Atterdag at tumle, sammen med andre jyske herremænd gik han i forbund med de holstenske grever mod kongen, der delvis måtte forhandle med dem og bøje sig for dem. Skarpenberg blev af kongen udnævnt til høvedsmand på Høneborg (Hindborg) og det bringer ro i forholdet.   Kirken gør han også afbigt overfor. I 1377, to år efter Valdemar's død i 1375, blev der indkaldt til et stort møde i Lyby Kirke, fordi der var stor nød i landet i disse år - Valdemar havde gennem sine krige og dermed påfølgende elendighed måttet pålægge befolkningen meget store ekstra ordinære skatter. Riddere og gejstlige langt omkring fra var tilstede ved mødet og forsamlingen mener, at elendigheden er Guds straf. Hele forsamlingen og Skarpenberg med aflagde der det højtidelige løfte, at de ville befritte sig på at opføre sig godt og ære og agte kirken og fremme dens vel - om Gud vel at mærke ville lette forholdene lidt for dem. Man ved om Sparpenberg, at han var død før 1389, fordi hans kone i skrifter fra den tid omtales som enke. Gotskalk er sikkert manden, der gør Spøttrup til herregård, men derfor behøver han ikke at have haft skøbe
på godset. Andensteds står der nemlig, at hr. Niels Bugges dattersøn Johan, overtager godset efter sin bedstefar. Johan følger i bedstefaderens fodspor hvad angår politisk betydning. Han var i stor yndest hos dronning Margrete
og var bisidder ved flere politiske forlig for kronen, bl. a. Lindholmforliget i 1395. Han bliver Ridder ved kroningsfestlighederne i Kalmar i 1397 og bliver snart derefter medlem af rigsrådet. Han arver meget gods, han arver Højris
og sædegården Lund i Øster Assels på Mors. Man vil i det hele taget lægge mærke til, at der gennem historien har været god kontakt mellem Mors og Spøttrup og færgeriet til Mors næsten hele tiden var underlagt Spøttrup (Nymølle-Sillerslevøre). I 1404 skødede han Spøttrup til Viborg bispedømme under bispen Lave Glob, der lod gården bestyre af en official eller foged. Johan fik i 1407 pantebrev på Skivehus og hele Salling. Det gik ham ikke så godt senere. efter dronning Margrete's død var han i hendes efterfølgers,
Erik af Pommern's tjeneste og med i krigen mod holstenere og friser i spidsen for en hær på 10000 mand. De bliver slået og Johan taget til fange. Løsesummen for ham dræner hans formue. Senere kommer han i strid med en lensmand, hvis borg han nedbrænder, erstatningen derfor gør, at hele hans ejendom overgår til kronen og derved blev næsten hele Mors kronens ejendom og kronen holdt det for sig selv som "Skarpenberg's gods". Det ser ud til, at der har været kludder med at få tilskødet Spøttrup med tilliggender, hele Rødding sogn, til bispestolen i Viborg i 1404. To år efter handelen bliver den ganske vist godkendt af kong Erik, hvilket antyder, at kronen havde haft en ejerdel af godset, men endnu i 1463 er der retshandlinger om ejerskabet. Bispestolen havde allerede mindst hundrede år i forvejen fået tillagt Krøgeborg (Krejbjerggård). Denne bliver henlagt under Spøttrup, sikkert fordi de bedste bygninger fandtes der. Krøgeborg var blevet nedbrudt omkring 1390 til 1400 sammen med andre borgsteder efter dronning Margrete's ordre. Hun kunne styre adelen. Hun forlangte for eksempel,
at resterne fra Hald, der også krævedes nedbrudt,
skulle bruges til opførelsen af et kapel til domkirken i Viborg.

Johan Skarpenberg arver Spøttrup fra sin far, Gotskalk, der havde giftet sig til området. Ridderen var en
skarp og modig mand, der overtager formue og godser fra sin familie. Han bliver en af de mennesker, der omgiver Dronning Margrete den Første, men da hun dør, falder han hurtig fra magt og ære - misundt og forhadt ..

Fakta om middelalderen
af Thomas Heebøll-Holm, fra SAXO-Instituttet på Københavns Universitet der forsker i Sen -middelalderens voldsopfattelse. Karrieren som ridder begyndte allerede i de helt unge år for adelen i Middelalderen. Her blev drenge trænet i kamp. Drengene blev blandt andet opfordret til meget voldsomme lege, hvor to grupper af drenge skulle slås om at erobre en bakketop. Her skulle den ene gruppe prøve at indtage toppen, mens den anden skulle forsvare. Flere adelssønner døde under disse lege. For at drengene ikke skulle udvikle sig til ukontrollerbare voldpsykopater, indgik der også en anden form for træning i deres uddannelse. Den mere civiliserede del af deres træning bestod i at lære, at vold kun skal benyttes, hvis det tjener et ærefuldt og retfærdigt formål. Desuden lærte de også, at man skal optræde høfligt og galant over for kvinder og almindelige mennesker. Riddere i Middelalderen var ikke de brutale og nådesløse dræbermaskiner, der ofte portrætteres på film. Ny forskning tegner et anderledes portræt af fortidens militærelite. Fortidens sværdkæmpere bliver ofte fremstillet som mænd med stor blodtørst, der nød at slå ihjel. Men det billede er ifølge ny dansk forskning helt forkert. Ridderne dræbte ikke, fordi de havde lyst til det, men fordi det var deres profession, præcis som soldater gør i dag. Desuden var middelalderen ikke så voldelig, som vi forestiller os, på trods af at de havde en anden volds -opfattelse, end vi har. »Ved at kigge på erfaringerne fra moderne militærpsykologi kan vi læse middelaldertekster på en ny måde. Derved får vi indsigt i middelalderens opfattelse af vold herunder brugen af død -bringende vold blandt riddere, men også i den almene befolkning,« siger Thomas og fortsætter »Før i tiden læste man middelalderteksterne som heltedyrkelse og forherligelse af volden. Men man kan også læse dem på en anden måde. Med moderne militær -psykologiske briller kan vi finde ud af, hvilke psykiske omkostninger det havde for ridderne at deltage i de grusomme og ekstremt voldelige krige, der fandt sted i middelalderen. Når forskerne studerer middelalderens riddere, er de nødvendigvis nød til at stille sig selv spørgsmålet: Udøvede ridderne deres voldelige erhverv, fordi de fra naturens side havde det godt med at slå ihjel, eller var det noget, de lærte ved at leve i et voldeligt samfund? Det er en klassisk kultur versus natur debat. I dag findes der psykologer, der mener, at vold ligger latent i vores gener, mens andre mener, at det er noget, vi skal trænes til. Thomas Heebøll-Holms forskning placerer middelalderens voldsbillede midt imellem. »I kriminalstatistikker og benådnings -breve fra middelalderen kan historikere se, at folk ikke per definition var mere voldelige dengang, end vi er i dag. Derimod havde man et andet syn på anvendelsen af vold herunder dødbringende vold.« »Hvis nogen havde ageret ærekrænkende over for et af dine familie -medlemmer, var det forventet, at du stillede personen til ansvar og slog ham ihjel om nødvendigt. Det skal så sammenholdes med, at folk generelt havde de samme bekymringer omkring brugen af vold, som vi har i dag. Man kan sige, at folk i middelalderen var modstandere af vold, men at de i kulturelle situationer var tvunget til at udøve den, selvom det indebar mord. Det var de så også i stand til. En episode fra Paris i 1300-tallet illustrerer på fornemmeste vis, hvordan dødbringende vold blev opfattet i middelalderen. Beretningen starter med, at en kvinde blev banket ihjel af sin mand. Kvindens to brødre kræver bod for husbondens handling, men da han nægter, slår de ham ihjel. Brødrene føler ingen glæde ved at slå husbonden ihjel og forsøger til det sidste at undgå handlingen. Men da husbonden nægter at genoprette deres ære, føler de sig tvunget til drabet. Historien er ikke unik for hverken datiden eller nutiden, men det der sker efterfølgende giver en indsigt i voldsopfattelsen i middelalderen. Brødrene bliver nemlig ikke straffet for deres gerning. I stedet blev de benådet, da det var offentligt kendt, at manden havde ærekrænket dem ved at slå deres søster ihjel. Eksemplet er glimrende til at vise, at folk i middelalderen ikke af natur var mere voldelige, end vi er i dag. Brødrene var heller ikke voldelige i en kulturel forstand, men alligevel levede de på en tid, hvor drab kunne være en nødvendighed for selv helt almindelige mennesker. »Man må forstå, at ordensmagten i middelalderen var for svag til at sikre retssikkerheden. Derfor var det i yderste konsekvens op til den enkelte at sørge for, at de ikke blev ærekrænket eller udnyttet af alle andre. Det betød, at almindelige mennesker var nødsaget til at slå ihjel for at vise omverden, at de var villige til at sikre deres ret med selv de mest drastiske midler, hvis det var nødvendigt,« forklarer Thomas Heebøll-Holm. Det interessante ved ridderne er så, at de hverken var voldelige af natur eller som mennesker. Alligevel udøvede de vold i den mest ekstreme forstand. Ridderne deltog i krige, hvor de var vidne til,
at mange af deres venner blev skåret op af fjenden. De udøvede også selv brutal og grusom vold mod deres modstandere. En moderne psykolog vil fortælle, at den type krigsoplevelser giver alvorligt posttraumatisk stresssyndrom, og det er måske også, hvad mange af fortidens krigere led af. I hvert fald hvis man spørger Thomas Heebøll-Holm. »I mit undersøgelse af vold i middelalderen har jeg studeret en bog, som er skrevet af en ridder, der levede i starten af 1300-tallet. Hans navn var Geoffroi de Charny, og han var en af datidens mest respekterede riddere. Geoffroi de Charny skrev en bog om det at være ridder, og i denne omtaler han blandt andet de sjælelige konsekvenser af at være ridder. Disse konsekvenser minder stærkt om symptomerne på posttraumatisk stresssyndrom,« I Geoffroi de Charnys bog om ridderskabet giver han gode råd til, hvordan riddere skal forholde sig til det faktum, at de skal slå folk ihjel, når de er i krig. Han fortæller blandt andet, hvilke strabadser riddere skal være beredt på. For eksempel nævner han, at man sover uroligt, man kommer til at sulte og til tider vil det føles som om selve naturen er imod én. »Geoffroi de Charny beskriver i sin bog stressfaktorer, som vi også ser i beretninger fra moderne militær -psykologi, herunder beretninger fra krigsveteraner fra Vietnam-krigen. Han tegner et billede af riddere, der er meget langt fra de voldpsykopater, vi ellers forestiller os, de er. Ydermere adresserer han problemerne og kommer med løsninger til, hvordan ridderne skal agere for at holde stressfaktorerne ud,« siger Thomas Hebøll-Holm. Løsningen fra Geoffroi de Charny er, at riddere skal kæmpe i en god sags tjeneste for ikke bukke under for presset af krigshandlingerne.
Den gode sags tjeneste skal helst være guds sag, dvs. en krig for en højere og retfærdig sag, ikke for personlig vinding. Formålet var at genoprette lov og orden. En ridder som Charny kan til en vis grad sammenlignes med en politimand. Det er i hvert fald sådan han opfatter brugen af retfærdig voldsanvendelse. Geoffroi de Charny påpeger,
at riddere blandt andet kan deltage i ridder -turneringer for at træne til rigtig krig. Turneringerne er god træning, idet det gør ridderen fortrolig med stressfaktorerne i kamp. Dog kan turneringen og voldanvendelsen imidlertid kun retfærdiggøres af det faktum, at volden skal bruges i en god sags tjeneste på et senere tidspunkt. Hvis erfaringerne fra ridderturneringerne ikke bruges i krig, er det ikke handlinger, der er ærefulde. Ridderturneringer, der udelukkende udøves for sportens skyld, er ifølge Geoffroi de Charny ikke noble, men bare udtryk for voldelige handlinger, hvilket Geoffroi de Charny fortæller, at han afskyr. »Det interessante er, at vi på den ene side kan se, at han var en meget samvittighedsfuld mand. I middelalderen betragtede man samvittighed som værende Guds måde at fortælle os på, hvordan vi skal agere i henhold til, hvad der er rigtigt. På den anden side var Geoffroi de Charny en kriger, der deltog i flere krigshandlinger gennem 30 år, blandt andet et korstog til den by der i dag hedder Ismir. Krig og korstog er vel per definition voldelige,« fortæller Thomas Heebøll-Holm. Geoffroi de Charny var i sandhed en mand, der eksemplificere kompleksiteten i riddernes tankesæt. På den ene side var han en meget samvittighedsfuld og religiøs mand, der afskyede vold. På den anden side parterede han en mand, der havde forrådt ham, og hængte ligdelene op ved byens port.  Den samvittighedsfulde ridder døde i 1356 i slaget ved Portier. I slaget ved Poitiers er han blandt de få adelige, der dør i stedet for at blive taget til fange. »Det er interessant at se, at Geoffroi de Charny dør som en af de få adelige i slaget ved Poitiers. Det ser ud til, at han hellere ville leve op til sine egne idealer og dø end at overgive sig. Hans råd til ridderaspiranterne var givetvis gode råd for bevarelse af ridderens   mentale sundhed, men ikke nødvendigvis gode militære råd,« afslutter Thomas Heebøll-Holm.